Urtehaven - tidligere anvendte urter

111. Have-iris

Íris germanica - Irisfamilien (Iridaceae)

Er udbredt på store dele af kloden. Kraften mentes at være i roden, som har været anvendt mod alle mulige lidelser, f.eks.mod kuldeskader, forgiftninger, kramper og som sårhelende og blodrensende middel.  Siden romertiden har iris været brugt i bade til at rense kroppen. Et stykke af roden i lommen eller pengekassen kunne bringe rigdom. Indeholder flygtige olier, stivelse, salicylater og harpiks.

112. Nellike

Diánthus - Nellikefamilien (Caryophyllaceae)

Flerårige stauder med modsatte, voksdækkede smalle blade. Blomsterne sidder endestillet på bladbærende stængler, og mange af dem dufter kraftigt. De grønne til rødlige bægerblade er rørformet sammenvoksede. Kronbladene er almindeligvis indskårne eller opslidsede. Ofte med en svagere udviklet bikrone. Findes i utallige farver. Blomstrer juli-oktober. Frugterne er stilkede kapsler med mange frø. Dyrkes som havestaude. Bakke-nellike, kost-nellike og strand-nellike findes vildtvoksende i DK.

Nelliken er blevet brugt mod pest og afkog som feberstillende middel. Udtræk af blomsterne er blevet anvendt mod fordøjelsesbesvær og som hostestillende og styrkende middel. Man troede førhen at de kandiserede blomster gav overnaturlige kræfter. Lagde man nelliker i sygeværelset vil den syge hurtigt blive rask.

113. Hjertebladet slangerod

Aristolóchia clematítis - Slangerodfamilien (Aristolóchiaceae)

Flerårig, op til 70 cm høj plante med krybende jordstængel og opstigende til slyngende vækst. Stænglerne er skrøbelige med spredte, langstilkede lysegrønne blade med hjerteformet grund. I bladhjørnerne udvikles 2-8 ådselslugtende blomster med et tragtformet og skævt bloster af bleggule kronblade. Blomstrer juni-august. Frugten er en hængende mangefrøet kapsel. Dyrkes i haver og findes meget sjælden vildt i DK som haverelikt fra middelalderen.

Advarsel: Planten er giftig

Planten er blevet indført fra Sydeuropa i middelalderen og har været kendt som lægeurt siden gammel tid. Dens latinske slægtsnavn Aristolóchia betyder ”bedst i fødsel”, og stammer fra plantens anvendelse til at igangsætte fødsler i oldtiden. Den anvendtes også mod slangebid, heraf dens danske navn. Rodstokken, der har en bitter, krydret smag, blev brugt til sårheling. Afkog af planten blev anset som opkvikkende, sved- og urindrivende og virksom over for gulsot. Indeholder garvestoffer, æteriske olier og aristolochiasyre, som er nyreskadende og kræftfremkaldende. 

114. Himalayafodblad

Podophýllum hexándrum - Berberisfamilien (Berberidaceae)

Flerårig, 50–70 cm høj urt med opret buskagtig vækst. Med krybende jordstængel og tykke, trævlede rødder. Bladene er håndsnitdelte med takket rand og brune aftegninger. Blomsterne er 5-tallige og regelmæssige med hvide eller rosa kronblade. Blomstrer i maj. Frugterne er store, røde bær med mange frø. Dyrkes som havestaude. Vokser ikke vildt i DK. Alle plantedele undtagen de modne bær er svagt giftige.

Er blevet brugt som erstatning for den sjælden alrunerod. Blev brugt i amuletter for at sikre frugtbarhed. Saften blev anvendt mod vorter.

115. Svaleurt

Chelidónium május - Valmuefamilien (Papáveraceae)

Flerårig, 30-80 cm høj sprød urt med orangegul mælkesaft. Udvikler tidlig visnende bladroset og herfra skyder de grenede stængler, som bærer fjersnitdelte blade med ovale lappede afsnit. Bladene er grønne og glatte på oversiden, blågrønne og hårede på undersiden. Blomsterstanden er skærm-lignende med 3-7 gule blomster. Blomstrer maj-august. Frugten er en linjeformet kapsel. Vokser vildt i DK på næringsrig bund nær bebyggelse, i hække og stendiger. Dyrkes som prydplante.

Advarsel: Planten er giftig                    

Svaleurten er antagelig kommet til Danmark fra Sydeuropa omkring 1600-tallet. Den blev meget anvendt af munkene, men også så tidligt som antikkens medicin. Aristoteles berettede om, at svalerne helbreder øjenbetændelse hos ungerne med svaleurt og Henrik Harpestræng, Plinius og Dioscorides har alle brugt den mod svage øjne. Planten indeholder en orangegul saft, som er ætsende. Ifølge signaturlæren, symboliserede den orangegule farve, at planten var urindrivende og kunne bruges mod gulsot (sygdomme i urinvejene) Saften har også været anvendt mod skurv, fnat, ringorm og vorter i århundreder. Planten indeholder et narkotisk stof, der er smertestillende og søvndyssende. Brugen af den er i dag forbudt i mange lande.

116. Stor konval

Polygónatum multiflórum - Aspargesfamilien (Asparágaceae)

Kaldes også Salomons segl. Flerårig, 30-70 cm høj urt med tyk og vandret krybende jordstængel. De glatte stængler bærer spredte, toradede, elliptisk-ægformede blade med buede nerver. De klokkeformede grønlig-hvide blomster hænger 2-5 sammen i bladhjørnerne. Blomstrer maj-juni. Frugterne er blåsorte bær. Vokser vildt i DK løvskove og krat. Dyrkes som prydplante.

Advarsel: Planten er giftig, især bærrene.      

Jordstænglen er blevet anvendt på apoteker. Den indeholder glykosider med sød skarp smag og hjertevirkning2. Kvinder drak te af bladene som forebyggende svangerskabsmiddel. Ifølge Simon Paulli ville knuste rodstykker trække den blå farve ud af blå mærker og forstuvninger. Rodens saft virkede som skønhedsmiddel. En salve med den knuste rod kurerede solskoldethed, fregner og andre uønskede pletter i ansigtet. Er også blevet anvendt mod diabetes. (Anemette Olesen, Gamle lægeurter, 2011.)

117. Almindelig kalmus

Acórus cálamus - Kalmusfamilien (Acóraceae)

Flerårig, 60-100 cm høj plante med krybende jordstængel og kraftig, aromatisk duft og smag. Bladene er sværdformede, ofte tværbølgede mod spidsen. Blomsterstanden er en cylindrisk sidestillet kolbe med ganske små gulgrønne blomster. Blomstrer juni-juli. Udvikler ikke frugt i DK. Vokser vildt i DK langs søer og åer.

En oprindelig østasiatisk lægeplante, der allerede blev nævnt i det gamle testamente og som skønnes at være nået til DK omkring år 1300. Det var roden der anvendtes som lægemiddel. Udtræk af den tørrede og ituskårne rod blev anvendt mod mave- og tarmlidelser og som et middel mod smitte under epidemier af pest og influenza. (J. Lind, H.N. Garner Klosterhaven i Øm, 1993). Ifølge Henrik Harpenstreng kunne den koges og lægges som helende omslag på bylder. Indånding af dampen ville lindre gammel hoste. Roden har været tygget mod dårlige ånde og tandpine. Den pulveriserede rod blev brugt som helbredende kraft i røgelser. Indeholder bitterstof og en æterisk kamferagtig olie, som er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

118. Jødekirsebær

Phýsalis alkékéngi - Natskyggefamilien (Solánaceae)

Kaldes også japanske lygter. Flerårig, 30-60 cm høj, bestandsdannende urt med lange underjordiske udløbere. De oftest ugrenede stængler bærer spredte blade som er ægformede og tilspidsede med hjerte til kileformet grund. Udvikler hvide tragtformede blomster i bladhjørnerne. Blomstrer juni-august. Frugten er et orangerødt bær omsluttet af et orangerødt opblæst bæger, der ligner en papir-lygte. Findes hist og her i DK nær bebyggelse. Dyrkes som prydplante.

Stammer fra Japan, Kina og Korea. Bægerets form, blev af signaturlærens tilhængere, sammenlignet med en betændt nyre eller oppustet blære. De tørrede og pulveriserede bær blev derfor brugt mod nyre- og blærelidelser herunder nyre- og blæresten. Blev i middelalderen også anvendt mod gulsot og gigt. Indeholder bitterstoffer, alkaloider og C-vitamin i bærrene.

119. Havebønne

Phaséolus vulgáris - Ærteblomstfamilien (Fábaceae)

Findes i en række sorter; Enårige urter med lav busket eller høj, klatrende vækst. Med trefingrede blade. Udvikler klaser af blomster, som udvikler sig til runde eller flade bælge med frø (bønner) indeni. Farve på blomster, bælge og frø er meget variabel. Blomstrer juni-juli. Hyppigt dyrket grønsag. Vokser ikke vildt i DK. Modne bønner indeholder et lectin, som er giftig i rå tilstand, men som uskadeliggøres ved kogning.

Havebønnen bragtes til Europa i 1500-tallet fra Amerika. Den dyrkedes som et middel mod gigt, sukkersyge, urindrivende, samt som køkkenurt. Ifølge Henrik Harpenstreng vil Kogte bønner, rørt som vælling med gedemælk, rense mavens dårlighed, bringe god sundhedstilstand og let søvn. Frøene indeholder et giftigt æggehvidestof, phasin, der dog uskadeliggøres ved kogning. Ligeledes indeholder havebønnen alkaloidet trigonellin, samt visse aminosyrer.

120. Gul lupin

Lupínus luteus - Ærteblomstfamilien (Fábaceae)

Enårig, 60-90 cm høj urt med opret vækst. Udvikler langstilkede, hjulformede blade og kransstillede gule violduftende blomster i lange klaser. Blomstrer juli-august. Frugten er en bælg. Vokser ikke vildt i DK. Dyrkes i haver bl.a. som grøngødningsplante.

Stammer fra Sydeuropa og blev dyrket som grøngød-ningsplante i vin- og frugthaver i oldtidens Rom. Den voksede i Middelalderens klosterhaver og Henrik Harpe-streng anbefaler saften mod gulsot, ørebetændelse, smerter i leveren og som afføringsmiddel. Simon Paulli omtaler brugen af den mod fnat, kløe og orm; ”Om saa er at smaa Børn hafue ondt i lifuet, kand mand tage Meel aff Lupiner oc beeske Mandelers olie, oc deraf en smørelse berede, med huilcken mand dennem omkring Naflen kand smøre: Thi da gaar Ormene enten lefuendis eller oc døde udaff lifuet”. Anvendes i dag som grøngødningsplante.

121. Ædel-kortlæbe

Teúcrium chamaédrys - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Lille, op til 30 cm høj, vintergrøn dværgbusk med stiv, opret vækstform. Stænglerne er først lysegrønne og hårede, senere rødlige og kantede. De blanke mørkegrønne blade er modsatte, ovale tilspidsede og tandede. Udvikler små, smukke, purpurfarvede blomsterkranse i bladhjørnerne og ved skudspidsen. Blomstrer juli-september. Frøene modner sjældent eller aldrig i Danmark. Vokser ikke vildt i DK. Dyrkes som prydplante, hvor den er hårdfør på veldrænet jord.

Bladene brugtes tidligere og blev anset for at være pirrende, sved- og urindrivende2 Ædel kortlæbe har været brugt i folkemedicinen, bl.a. som slankemiddel i Frankrig og som teplante mod hovedpine i England, men da det har vist sig at indtagelse af planten kan føre til leverbetændelse, regnes den i dag for at være uacceptabel til indvortes brug (Annemette Olesen, Havenyt)

122. Sødskærm

Mýrrhis odoráta - Skærmplantefamilien (Ápiaceae)

Kaldes også spansk kørvel. Flerårig, 50-120 cm høj urt med opret, forgrenet og busket vækst. Med smag og duft af anis. Stænglerne er hule, furede og glatte til tæt hårede. Med flere gange fjersnitdelte blade med ægformede, groft tandede afsnit. De hvide blomster sidder i endestillede dobbeltskærme. Blomstrer maj-juni. Frugterne er sorte, aflange, 2-delelige spaltefrugter med ribber. Vokser vildt i løvskove, langs veje og ved beboelse. Dyrkes som krydderurt.

Man mente førhen at planten kunne ’drive sten’ og ’fremme kvindens tider når de er sene’. Roden blev desuden brugt mod mæslinger og skoldkopper. Bladene røget som tobak ansås for at være virksom mod astma. Endvidere blev den anset for at være styrkende for lungerne, opkvikkende og fordøjelsesfremmende. I dag har sødskærm ingen medicinsk anvendelse, men anvendes kulinarisk.

123. Asiatisk kermesbær

Phytolácca acinósa - Kermesbærfamilien (Phytoláccaceae)

Flerårig, 50-200 cm høj buskagtig urt. Med tyk rodstok. Den kraftige kødfulde stængel bærer store, spredte, omvendt ægformede-bredt-lancetformede blade. Udvikler grønne-hvidlige blomster i tætte oprette klaser, som sidder modsat bladene. Blomstrer juni-september Frugten er en flerfoldsfrugt med 7-9 tæt samlede glinsende mørkviolette bær med hver et frø. Dyrkes som prydplante. Findes forvildet vildt hist og her i DK i have, parker og ved bebyggelse.

Advarsel: Planten er giftig, især rod og bær                 

Planten er meget giftig og kan ikke på nogen måde anbefales til medicinsk brug – man bør arbejde med handsker, når man har med planten at gøre! Bladene indeholder farlige kvælstofforbindelser, som kan give alvorlige blodsygdomme.

Amerikansk kermesbær er hjemmehørende i subtropisk Nord- og Sydamerika, og man har dér anvendt kogt saft af den mod gigtsygdomme. Afkog af roden blev brugt som brækmiddel, men det har været forbundet med en ikke ringe risiko. Saften fra de sorte bær har en flot rød farve og er ufarlig. Den er blevet anvendt til farvning af saft, syltetøj og vin.

124. Nordisk stormhat

Aconitum lycoctonum ssp. vulparia - Ranunkelfamilien (Ranúnculaceae)

Det er en af de allerældste lægeplanter og omtales allerede i en gammel indisk lægebog, som blev skrevet samtidig med mosesbøgerne. Der er tale om en af Europas giftigste planter som indeholder det stærkt giftige alkaloid aconitin. Planten har været anvendt som mordvåben og nogle mener at det ikke var skarntyde, men saft af stormhat som Sokrates blev tvunget til at drikke. Den har også været anvendt til aflivning af gamle mennesker der kun var til udgift og ulejlighed. I 1700-tallet var den meget brugt af læger som smertestillende middel i små doser. I mangel af bedre fik den fornyet anvendelse under 1. Verdenskrig. Den har endvidere været brugt mod gigt, hævede kirtler, sort stær og kræft.

125. Almindelig brunelle

Prunella vulgaris - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Flerårig, 5-25 cm hø, svagt håret urt med en krybende til opstigende vækst. Stænglerne er firkantede og bærer modsatte blade, der er elliptiske med hel eller svagt takket rand. Udvikler blåviolette blomster i blomsterkranse, som er sammentrængt i tætte akslignede stande. Blomstrer juni-september. Frugterne er kapsler med få frø. Vokser vildt i hele DK på fugtige overdrev, enge, vejkanter og græsplæner. Dyrkes i forskellige former som havesstaude.

Er oprindeligt hjemmehørende i Europa, Nordafrika og de tempererede dele af Asien. Den var en højt anset sår-urt med bakteriehæmmende og helende egenskaber og man lagde de friske blade på sår. Signaturlærens tilhængere mente, at blomsten havde lighed med en åben betændt hals, og afkog af planten anvendtes som mundskyllevand samt gurglevand til en øm hals. I middelalderen blev den anvendt mod difteri. Indeholder bl.a. æterisk olie, garvestoffer, bitterstoffer og alkaloider. Kan spises rå eller kogt i salater, stuvninger og suppe. Indgår i dag i kinesisk urtemedicin mod en række forskellige lidelser.

126. Purløg

Állium schoenoprásum - Løgfamilien (Álliaceae)

Flerårig, 20-40 cm høj urt med opret, tueformet vækst. Både blade og skud er cylindriske, hule og glatte. Bladene er slanke og lyst grågrønne. Udvikler lysviolette (sj. hvide), klokkeformede blomster i en endestillet og kugleformet halvskærm uden yngleløg. Blomsterstanden er omgivet af papir-agtige højblade. Blomstrer juni-juli. Frugterne er kapsler med mange frø. Dyrkes som krydderurt. Vokser vildt i DK på strandklipper på Bornholm og er forvildet i alle dele af landet.

Henrik Smid skriver, at den er god at spise til fisk og kød men advarer om, at for store mængder giver hovedpine, ”onde øjne” og urolig søvn – men til nyren, maven og blæren er den god. Henrik Harpestræng anbefaler saften af purløg mod blødning og stødt purløg i vin afhjælper mod hugormebid og al slags gift.

Purløg er i vore dage en meget anvendt krydderurt, men har ingen medicinsk anvendelse.

127. Tandbæger

Tandbæger, Ballota nigra - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Er hjemmehørende i Europa, og var en udbredt lægeurt i middelalderens klosterhaver. Henrik Smid (1546) anbefaler et afkog af vin mod ”trangbrystethed, hoste og gamle bylder i brystet”. Videre skriver han, ”planten er virksom mod forstoppelse i lever, milt og livmoder. Den uddriver tillige moderkagen og fremmer menstruation. Saften renser øjnene og fordriver orm i maven. Afkog fjerner skab og andre urenheder, og saften rørt med rosenolie styrker svækkede og trætte lemmer”. Indeholder diterpenoider, fenylpropanoler, glykosider, garvestoffer, og æteriske olier.
 

128. Følfod

Tussilágo fárfara - Kurveblomstfamilien (Ásteraceae)

Flerårig, 10-15 cm høj, bestandsdannende, hvidfiltet urt. Udvikler først blomsterstængler med skælfomede blade og enlige, endestillede, gule blomsterkurve. Blomstrer marts-april. Frugten er en nød med hvid fnok. Herefter dannes grundstillet roset af hjerte- til nyreformede, groft tandede blade. Bladoversiden er først hvidfiltet senere glat. Vokser vildt i hele DK på ler- og kalkbund med udsivende vand, især på skrænter og vejkanter.

Plantens latinske slægtsnavn Tussilago kommer af ”tussis”, som betyder hoste. Den uudsprungne blomst og bladene har siden oldtiden været anvendt mod hoste og forkølelse pga. indholdet af slimstof. Tørrede følfodblade blev tilsat tobak for at dæmpe rygeres tobakshoste og overalt i Norden blev de knuste blade brugt til at læge betændte sår, mens roden blev anvendt til at fremme appetitten. Indeholder også alkaloid, saponiner, tannin, zink, kalium og kalcium. Ifølge nyere forskning indeholder den et komplekst stof, der kan udgøre en kræftrisiko, og man er nu uenig om plantens skadevirkning.

129. Almindelig engelsød

Polypódium vulgáre - Engelsød-familien, (Polypódiaceae)

Karsporeplante. Vintergrøn flerårig urt med tueagtig, senere fladedækkende vækstform. Bladene er læderagtige og fjersnitdelte med helrandede eller rundtakkede afsnit. Oversiden er mørkt græsgrøn, mens undersiden er lyst grågrøn med to rækker af sporehushobe, som er gulbrune ved modenhed. Planten spredes både ved udløbere og sporer. Vokser vildt i DK på sand- og morbund i skov, egekrat, plantager, klitheder og på stengærder. Dyrkes som havestaude.

Et norsk sagn siger, at engelsød først voksede frem af en klippespalte hvor Jomfru Maria havde tabt lidt brystmælk. Den tørrede rodstok var tidligere optaget i farmakopéerne og blev brugt af læger som slimløsnende middel, som ormemiddel og mod gigt og udvendige skader. I folkemedicinen bruges den stadig på denne måde, både som udtræk og i pulverform.

130. Virginsk tobak

Natskyggefamilien (Solánaceae)

Nicotiána tabácum `

Enårig, 1-2 meter høj urt. Hele planten er dækket af klæbrige kirtelhår. Stænglen er tyk og ugrenet eller svagt grenet med spredte, aflange-elliptiske blade. Blomsterstanden er en top med hvide-blegrosa (sj. røde) tragtformede blomster. Blomstrer juli-oktober. Frugten er en ægformet mange-frøet kapsel. Dyrkes som prydplante. Findes sjældent forvildet.

Advarsel: Planten er giftig 

Tobakken stammer fra Brasilien, og det var efter Columbus’ opdagelsesrejse i 1492, at planten blev ført til Europa. Først omkring det 19. århundrede kom der rigtigt gang i rygningen, og tobakken blev et udbredt nydelsesmiddel. Tidligere anvendte lægerne den også mod sår, bylder, ringorm og ørepine, samt som skråtobak mod tandbylder. De friske blade fra planten indeholder helt op til 10% nicotin.

131. Døvnælde

Lámium álbum - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Flerårig, 20-70 cm høj, bestandsdannende urt, med opstigende til opret vækst. De firkantede, hårede stængler bærer korsvis modsatte blade, der er æg- til hjerteformede, hårede og savtakkede. Udvikler kranse med hvide blomster i bladhjørnerne. Blomster maj-august. Frugterne er 4-delelige spalte-frugter med nødagtige delfrugter. Vokser vildt i DK i vejkanter og ved bebyggelse.

Døvnælden er udbredt og vildtvoksende i store dele af Europa og Asien. Den er almindelig i det meste af Danmark. I middelalderen og senere, når det var vigtigt at vide om en kvinde var jomfru, var en test, at pigen skulle tage en døvnælde i hånden. Løb vandet da fra hende, var hun ikke jomfru.

Døvnælden blev aldrig optaget i farmakopéerne men er blevet anvendt i folkemedicinen mod fordøjelsesbesvær, søvnløshed og luftvejsklarende. Udtræk af den blomstrende plante kan anvendes som bad eller omslag på vanskeligt helende sår.

132. Almindelig hasselurt

Asárum europeáum - Slangerodfamilien (Aristolóchiaceae)

Flerårig, op til 30 cm høj, stedsegrøn urt med krybende vækst. Bestandsdannende. Bladstilkene er oprette og ca. 20 cm lange med nyre- til hjerteformede, blanke, mørkegrønne, helrandede blade. Udvikler uanselige brune blomster, som sidder skjult under bladene. Blomstrer maj-juni. Frugten er en mangefrøet kapsel. Frøene har et fedtholdigt vedhæng og spredes af myrer. Dyrkes som haveplante (bunddække). Findes forvildet i DK på næringsrig bund i skove og lunde.

Advarsel: Planten er giftig 

Hasselurt er indbragt af munkene sydfra og dyrkedes i 1600-tallet i haverne.  Den anbefales i gamle lægebøger mod gulsot, ”slim på lungen” og mod koldfeber. Den blev desuden anvendt mod problemer i lever, milt og nyrer og mod diarré.

133. Almindelig vedbend

Hédera hélix - Vedbend-familien (Araliaceae)

Kaldes også efeu. Stedsegrøn, op til 20 m lang lian, der ved klatrerødder på grenene klynger sig til træer, mure, stengærder eller kryber på jorden. Bladene er blanke og mørkegrønne; på golde skud 3-5-lappede, på frugtbare skud elliptisk-ægformede og helrandede. Blomsterne er gulgrønne, duftende og sidder samlet i skærme. Blomstrer september-november. Frugterne er blåsorte bær, der modner om foråret. Vokser vildt på muldbund i skove og krat. Plantet i haver og parker.

Advarsel: Hele planten, også bærrene, er giftig

Planten er nævnt i 1400 og 1500-tallets urtebøger. Den har blandt meget andet været anvendt mod hovedpine, øjenlidelser, døvhed og mavepine. Simon Paulli angiver i 1648 et noget specielt råd: hvis friske vedbendblade vædes med eddike og med oversiden lægges på ligtorne i aftagende måne, skulle ligtornene forsvinde. Endvidere finder man vedbend anvendt til at stimulere udebleven menstruation

134. Dansk arum

Árum cylindráceum - Arumfamilien (Áraceae)

Kaldes også dansk ingefær. Flerårig, 25-40 cm høj urt med langstilkede grundstillede spydformede blade. Blomsterstanden som består af han-, hun- og sterile blomster sidder samlet i en såkaldt kolbe (der typisk er violet) omgivet af et bleggrønt hylsterblad. Blomstrer maj-juni. Frugterne er smukke orangerøde bær tæt samlede i toppen af stænglen. Vokser vildt hist og her i DK i næringsrige skove, krat, hegn og ved kirker. Dyrkes som prydplante.

Advarsel: Planten er giftig, især jordstængel og bær

Dansk Ingefær kaldes også for Arons stav, efter den jødiske ypperstepræst Aron som nævnes i Bibelen. Rodstokken har en skarp smag, men har dog ikke reelt noget med den kinesiske ingefær at gøre. I oldtiden var denne rod et skattet lægemiddel der anvendtes afførende og slimløsnende. Plantens røde bær brugtes til farve og sminke.

135. Liden singrøn

Vínca mínor - Singrøn-familien (Apocynaceae)

Flerårig, 15-25 cm høj, stedsegrøn, krybende halvbusk. Bestandsdannende. Stænglerne er glatte og med modsatte, elliptiske, glinsende mørkegrønne blade. Danner lodrette blomsterskud i bladhjørnerne som bærer enkelte, endestillede lyseblå blomster. Blomstrer maj-juni. Frugterne er kapsler, men de modner ikke ordentligt i Danmark. Vokser vildt i DK i skove og vejkanter. Dyrkes i haver og parker som bunddække.

Advarsel: Planten er giftig

Denne mellemeuropæiske plante vokser ifølge Simon Paulli kun i fornemme haver. Herfra er den senere forvildet. Paulli brugte den mod sår og bylder. Henrik Smid skriver, at den ”uddriver leverens og blærens slimagtige væske og renser nyrerne”, og i Tyskland ansås den at beskytte mod hekseri og trolde.

136. Almindelig valnød

Júglans régia - Valnødfamilien (Júglandaceae)

Løvtræ som kan blive op til 30 m højt. Bark på ældre træer lysegrå og glat men med brede furer. De store blade er uligefinnede med 5-7 småblade, som er elliptisk til omvendt ægformede, helrandede og læderagtige. Bladene har en aromatisk duft, når de gnides. Hanblomsterne sidder i lange, hængende klaser for enden af forrige års skud; de fåtallige hunblomster sidder i endestillede rakler på kortskud fra indeværende år. Blomstrer april-juni. Frugterne er nødder, som botanisk set egentlig er stenfrugter, da de er omgivet af et grønt frugtkød. Det grønne frugtkød åbner sig ved nedfald, og derved kommer den lysebrune "nød" (stenen) til syne. Plantet i haver, parker og skove.

Valnødden er udbredt i Syd- og Østeuropa, og vokser også i sydlige og østlige Danmark. Ifølge Plinius var den i oldtiden en traditionel spise ved religiøse fester. De tørrede blade har tidligere været optaget i farmakopéerne, og i folkemedicin har valnød været brugt indvortes mod hævede kirtler, engelsk syge, tandkødsbetændelse, gigt, appetitløshed og som afføringsmiddel. Udvortes brugtes den mod filipenser og skurv, samt i fodbad mod fodsved.

137. Liljekonval

Convallária majális - Aspargesfamilien (Asparágaceae)

Flerårig, 10-25 cm høj urt med underjordisk forgrenende jordstængel. De glatte friskgrønne ovale blade sidder kræmmerhusagtigt op ad den glatte, lysegrønne stængel. Blomsterstanden er en klase med snehvide, klokkeformede, velduftende blomster på en kantet stængel. Blomstrer maj-juni. Frugten er et rødt bær. Vokser vildt i skove og krat i DK og dyrkes som prydplante i haver og parker. 

Advarsel: Hele planten er meget giftig     

Liljekonvallen har været anvendt som lægeurt i flere hundrede år, den brugtes hjertestimulerende og afførende. De tørrede blomster har været en af ingredienserne i de nysepulvere, som var anvendt for et par hundreder år siden. Man troede at slim var bærer af sygdomme, og ved at nyse tømte man næse og mund for denne smittekilde. Advarsel!: Liljekonval er meget giftig! Forgiftninger med dødelig udgang har fundet sted, idet børn har spist bærrene, tygget stilken eller drukket blomstervand fra vaser med buketter af blomsten.

138. Martsviol

Víola odoráta - Violfamilien (Víolaceae)

Flerårig 5-15 cm høj urt med bladroset og lange overjordiske udløbere. Bladrosetten består af stilkede, nyre- til hjerteformede blade med rundtakket rand. Bladstilk og bladunderside er korthårede. Udvikler mørkviolette, velduftende blomster, bygget som stedmoderblomsten. Blomstrer marts-april men lukkede blomster udvikles sommeren igennem. Frugten er en mangefrøet kugleformet kapsel. Frøene har et lille olieholdigt vedhæng og spredes af myrer. Vokser vildt i DK langs hegne, i skove og grøftekanter. Dyrkes i haver.

Advarsel!: frø og rod af martsviol fremkalder opkastninger.

Martsviolen er oprindelig fra Middelhavsområdet men er vildtvoksende overalt i Danmark. Den har siden oldtiden været brugt medicinsk, og Plinius siger, at dens blade sammen med honning helbreder sår i hovedet. Inderne bruger udtræk af martsviolens friske blade til at lægge på kræftsår. Desuden har den været brugt mod hoste og bronkitis, samt som nerve- og sovemiddel.

139. Bittersød natskygge

Solánum dulcamára - Natskyggefamilien (Solánaceae)

Flerårig, klatrende halvbusk med op til 2 m. lange skud. De nederste dele af stænglen kan udvikle uregelmæssige vinger, og efterhånden bliver de træagtige. Med spredte, hele, ægformede blade, der ofte er spyd- eller hjerteformede ved grunden. Udvikler blomster i kvaste; de enkelte blomster er stjerneformede og mørkt violette med 2 grønne pletter ved grunden af hver kronflig. Blomstrer juni-august. Frugterne er ægformede, røde bær. Vokser vildt i DK i moser, rørsumpe og krat samt i menneskeprægede områder

Advarsel: Hele planten er meget giftig                                                                              

Planten er fra oldtiden omtalt som middel mod kræft, svulster og vorter. I Amerika har den oprindelige befolkning brugt rod og stængel mod hævede kirtler og hudsygdomme. I Europa vandt den indpas i 1500-tallet, hvor roden brugtes blodrensende og urindrivende, såvel som mod gift, syfilis og kighoste.

140. Havemælder

Átriplex horténsis - Salturtfamilien (Chenopodiaceae)

Hårdfør, enårig plante der kan blive op til 1,2 meter høj. Med opret forgrenet stængel og spydformede blade med syrlig smag. I bladhjørnerne udvikles tætte blomsterstande med små uanselige blomster af lignende farve som bladene. Blomstrer juli-august. Frugterne er små sorte eller brune frø omgivet af en tynd bleggul membran. Dyrkes i haver som grønsag og ses sjældent forvildet herfra. Kan forveksles med andre vildtvoksende mældearter.

141. Almindelig pigæble

Datúra stramónium - Natskyggefamilien (Solanaceae)

Enårig, 30-100 cm høj plante med busket vækst. Stænglen er gaffelgrenet, lysegrøn til violet og med store ægformede, dybt tandede blade. Blomsterne er 5-10 cm lange, hvide, tragtformede og åbner sig om natten. Frugterne er piggede ægformede kapsler på størrelse med valnødder. Ved modenhed åbner de sig i fire kamre med sorte. Blomstrer juli-oktober. Planten lugter ubehageligt når man knækker eller beskadiger den. Findes hist og her forvildet i DK nær bebyggelse og på affaldspladser.

Advarsel: Planten er meget giftig                

Plantens hjemsted er Europa, men den dukker dog først op i Vesteuropa i 1500-tallet, hvorfor man mente den var indført af sigøjnere, der skulle have brugt den til mange lyssky formål. F.eks. mentes det, at den blev brugt til at kvikke gamle krikker op, så de lettere kunne sælges. Som elskovsmiddel har den også været brugt, idet udtræk af planten blandet i vin skulle gøre kvinder viljeløse og derfor lette ofre! I små mængder er planten desuden brugt mod kramper og epilepsi. Advarsel!: Planten er dødeligt giftig – indeholder hyoscyamin, scopolamin og atropin. Absolut ingen selvmedicinering!

142. Almindelig pastinak

Pastináca satíva - Skærmplantefamilien (Ápiaceae)

Toårig, 40-180 cm høj urt med grov, aflang gullighvid pælerod. Stænglen er opret, massiv til svagt hul, kantet til kraftig furet og glat. Med enkelt fjersnitdelte blade med aflangt ægformede savtakkede bladafsnit. Udvikler gule blomster i dobbeltskærme. Frugten er en 2-delelig flad vinget, spaltefrugt. Planten har aromatisk duft ved knusning. Dyrkes som grønsag (roden). Findes forvildet i hele DK i grøftekanter, på græsmarker samt i bynære og menneskeprægede områder.

Advarsel: Indeholder stoffer der i forbindelse med sollys kan give brandsårslignede vabler.

Pastinakken var i middelalderen et værdsat middel mod leversygdomme og gigt. Den skulle også være så gunstig for kønsdriften, at man i lægebøger fra 16. og 17. århundrede finder det nødvendigt at advare munke og nonner mod brugen af den som grøntsag. Det er dog netop hovedsageligt som grøntsag at den i dag finder anvendelse.

143. Rejnfan

Tanacétum vulgáre - Kurvblomstfamilien (Ásteraceae)

Flerårig, 50-100 cm høj plante med krydret duft. Har stive oprette stængler med dobbelt fjersnitdelte blade. Blomsterstanden består af en flad halvskærm med talrige, guldgule, knapformede kurve. Blomstrer juli-september. Vokser vildt i DK på skrænter, affaldspladser, strandvolde og langs veje. Dyrkes som havestaude.

Rejnfan stammer fra Europa og Mellemasien og er meget almindelig i Danmark. Den har haft anvendelse både som læge-, trolddoms- og elskovsurt. Den blev også kaldt udødelighedens urt, idet man indgned lig med den, for at de ikke skulle fortæres af orm. I Skotland lagde man småtskårne plantedele på fødende kvinders skamben for at undgå, at barnet blev en skifting.  Endvidere blev den brugt som middel mod orm, utøj som og lopper, og mod fluer. Rejnfan er, som malurt og salvie, rig på thujon, som kan beskadige centralnervesystemet, hvis det indtages i for store doser eller gennem for lang tid.

144. Almindelig peberrod

Armorácia rusticána - Korsblomstfamilien (Brássicaceae)

Flerårig, 60-120 cm høj, glat urt med lang, skarptsmagende pælerod. Grundbladene er langstilkede med op til 50 cm lange ovale, rundtakkede, bølgede bladplader. De nedre stængelblade er fligede, de øvre hele og lancetformede. Udvikler hvide blomster i halvskærme. Blomstrer juni-juli. Frugten er en skulpe. Findes forvildet fra dyrkning hist og her i DK på affaldspladser og i vejkanter. Dyrkes som krydderplante.

Roden har hjemsted på de Eurasiske saltstepper. Tidligere var der overtro forbundet med planten. For eksempel skriver Henrik Harpestræng, at den som gnider sine hænder med frøene, kan tage en hugorm uden risiko. Peberrod har været brugt mod hoste, betændelsestilstande i luft- og urinveje, samt mod iskiasproblemer og skørbug.

Idag anvendes peberroden kun kulinarisk og er på det seneste blevet populær som ”Nordens chili”. Roden har en hudirriterende virkning og bør håndteres med en vis varsomhed. Den indeholder bl.a. C-vitaminer.

145. Almindelig skarntyde

Coníum maculátum - Skærmplantefamilien (Apiaceae)

Toårig, 0,5-2 meter høj plante med opret og grenet vækst. Stænglen er glat og hul, blådugget og med purpurfarvede pletter. Danner det første år bladroset og andet år blomsterbærende skud. Bladene er fjersnitdelte med hvide spidser og rødplettede stilke. Udvikler hvide blomster i dobbeltskærme. Blomstrer juni-juli. Frugten er en kugleformet 2-delelig spaltefrugt med bølgede ribber. Vokser vildt flere steder i DK ved beboelser, i grøftekanter, på strandvolde og ruderater.

Advarsel: Planten er dødelig giftig.

146. Rød hestehov

Petasítes hýbridus - Kurvblomstfamilien (Ásteraceae)

Kaldes også tordenskræppe og pestilensurt. Flerårig urt, der i marts-maj danner 15-40 cm høje spindelvævsfiltede skafter med røde skælblade og endestillet klase af rødlige blomsterkurve. Udvikler herefter løvblade på over 1 m lange stilke og med op til 70 cm brede, hjerte-nyre-formede, på undersiden gråfiltede bladplader. Hanplanter vokser flere steder i DK langs åer, søer og på fugtig bund ved veje. Hunplanter meget sjældne i DK.

Planten stammer fra Syd- og Mellemeuropa samt Asien, og menes at være bragt hertil af munkene ved pestens hærgen i 1300-tallet. For at undgå smitte af den frygtede sygdom smurte man en balsam af urter og olie på tindinger og i næsebor. Blev man ramt af pesten, knuste man de store blade og lagde dem på bylderne. Har også været brugt mod gigt, astma, epilepsi og til at fremme menstruation. Indeholder slimstoffer, sesquiterpener, petasin og æterisk olie. Planten indgår i dag i naturmedicin og homøopatiske midler, hvor den bl.a. bruges mod hoste, kramper og smerter i mave og underliv.

147. Skvalderkål

Aegopódium podagrária - Skærmplantefamilien (Apiaceae)

Flerårig, 30-100 cm høj, bestandsdannende urt med underjordiske udløbere. De grundstillede blade er 1-2 gange fjersnitdelte med skævt hjerteformede, skarpt savtakkede afsnit. Stængelbladene er tredelte. Danner flade-svagt hvælvede dobbeltskærme med hvide (sj. rosa eller røde) blomster. Blomstrer juni-juli. Frugten er en ægformet 2-delelig spaltefrugt. Vokser vildt i hele DK i stærkt menneskepåvirkede områder især i haver, parker, ved bebyggelse, langs veje og vandløb.

Skvalderkål er bl.a. fundet ved udgravninger af vikinge-borgen Fyrkat, og har måske altid været i landet. Middel-alderens munke anvendte den som grønsag og lægeurt. De knuste friske blade blev anvendt som omslag ved gigtlidelser, især podagra, heraf det latinske artsnavn Podagrária. Skvalderkål blev også anvendt mod fordøjelsesbesvær og blærelidelser. Indeholder bl.a. flavonoider, æteriske olier, fenolsyrer og er rig på C-vitamin. Er god som spinat og i salatskålen, og anvendes i mindre grad inden for folkemedicin og homøopatisk medicin.

148. Have-akeleje

Aquilégia vulgáris - Ranunkelfamilien (Ranúnculaceae)

Flerårig, 30-80 cm høj urt med en opret, busket vækst. Stænglerne er oprette, glatte og forgrenede Bladene er 2 gange tredelte med lappede stilkede afsnit. Udvikler blomster i endestillede, åbne stande. Blomsterne er blå, violette, rosa eller hvide og med to kranse af blosterblade, hvoraf den inderste har lange nektarsporer. Blomstrer sker i juni-juli. Frugten er en 5-rummet mangefrøet bælgkapsel. Dyrkes i haver. Forvildet hist og her i DK.

Akeleje er kendt siden middelalderen. Dens anvendelse som lægeurt ses første gang i 1100-tallet hos Hildegard von Bingen, der beskriver den som en kølende plante, der bl.a. kan anvendes mod feber og svære hudsygdomme. Henrik Smid giver i sin lægebog fra 1577 anvisninger på plantens ud- og indvortes brug, og i folkemedicinen blev den anvendt mod menstruationsbesvær, halsbetændelse og øjensygdomme. De tørrede knuste frø blev anvendt mod kropsparasitter, som f.eks. lus. Hele planten, især frøene, indeholder blåsyreglykosid, som er kræftfremkaldende

149. Almindelig svalerod

Vincetóxicum hirundunária - Svalerodfamilien (Asclépiadaceae)

Flerårig, 30-70 cm høj urt med mælkesaft. Stænglerne er ranke, glatte og med modsatte blade. Bladene er mørkegrønne, læderagtige, æg- til hjerteformede, tilspidsede og helrandede. Udvikler gullighvide, sødt duftende blomster i langstilkede kvaste fra de øverste bladhjørner. Blomstrer juni-august. Frugten er en bælgkapsel med talrige frø med lange uldhår. Vokser vildt enkelte steder i DK fortrinsvis på kystskrænter og strandvolde. God, men sjældent dyrket, havestaude.

Advarsel: Planten er giftig.

Plantens slægtsnavn Vincetóxicum betyder ”at besejre gift” og hentyder til, at man i oldtiden brugte planten som modgift ved giftige dyrebid. Den blev også anvendt mod pest og menstruationsforstyrrelser. Plantens rod har en bitter, skarp smag og virker urin- og sveddrivende. Kogt i hvidvin skulle den være virksom mod gulsot. Indeholder alkaloider, flavonglykosider og bitre glykosider, herunder det giftige vincetoxin, der især findes i rod og frø, og virker lammende på centralnervesystemet.

150. Engsalvie

Salvia pratensis - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Salvie stammer fra Sydeuropa og er bragt til landet af munkene. Oldtidens og middelalderens læger anbefalede den mod alverdens sygdomme og Salerno-skolen skrev ”hvorfor skal mennesket dø, når der vokser salvie i haven”. Plantens botaniske navn Sálvia er afledt af det latinske ”salvare” - at frelse, og antyder plantens store betydning som lægeurt. Indeholder bl.a. fenolsyrer, som er bakteriehæmmende samt æterisk olier, herunder thujon, som er stærkt desinficerende og giftig i større doser. Salvie anvendes i dag homøopatisk og i naturmedicin. Engsalvie er mindre virkningsfuld end lægesalvie.

151. Æselfoder

Onópordum acánthium - Kurvblomstfamilien (Ásteraceae)

2-årig1,5-2,5 m høj, kraftig tornet, hvidfiltet plante med opret vækst. Første år dannes grundroset med elliptiske, bugtet tandede eller dybt indskårne blade med gule stive torne i randen. Andet år udvikles forgrenede, bredvingede, tornede blomsterstængler. De rødlilla blomster sidder i kurve med gullige udstående torne. Blomstrer juli-august. Frugten er en nød med hårformet fnok. Vokser vildt i DK hist og her på affaldspladser, vejkanter og strandvolde. Dyrkes sjældent som havestaude.

Æselfoder er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa samt Asien. Den er fundet ved Eskildsø, hvor der i det 12.-13. århundrede boede munke. De friske hakkede blade var et godt middel mod forstoppelse og blev også anvendt mod kredsløbsskader. Udvortes brugtes bladene som plaster på sår og virkede blodstandsende. Indeholder bitterstoffer, garvestoffer og flavonglykosider. Anvendes nu homøopatisk.

153. Bonderose

Paeónia officinális - Pæonfamilien (Paeóniaceae)

Kaldes også Pæon. Flerårig, op til 70 cm høj plante. Bladene er glatte, mørkegrønne og fjersnitdelte. Blomsterne er store og skålformede med store kronblade og mange støvblade. Blomstrer maj-juni. Dyrkede sorter har ofte store, pomponagtige hoveder i rosa, rødt eller hvidt. I naturen er bonderosen enkel og gerne magentafarvet. Populær prydplante. Vokser ikke vildt i DK. Planten er giftig.

Bonderose stammer fra Sydeuropa. Slægtsnavnet Paeónia kommer af ”Paion”; en læge fra den græske mytologi. I oldtiden blev den knuste rod eller frø blandet med vin og anvendt mod menstruationsbevær, mavebesvær, gulsot, nyrelidelser, dysenteri og hysteri. Frøene blev sat på snor og båret om halsen som middel mod epilepsi og tandpine. I 1100-tallet skriver Hildegard von Bingen, at hvis en person har mistet forstanden, bør vedkommende få pæonfrø og honning på tungen, så vil pæonens kræfter gå til hjernen. Indeholder garvestoffer og glykosider, herunder det giftige peregrin.

154. Korbendikt

Cnícus benedíctus - Kurvblomstfamilien (Ásteraceae)

Stammer fra Middelhavsområdet og Sydvestasien og menes at være indført til landet af Benediktinermunke. Dioskorides (1. årh. e.Kr) lovpriste dens lægende og magiske kraft. Dens anseelse afspejles også i det botaniske navn Cnicus Bendictus - den velsignede tidsel. Den blev bl.a. brugt ved epidemier af mæslinger, kopper og pest,  og var et skattet middel mod indvoldsorm og forgiftninger. Korbenedikt har indtil for nylig været anvendt mod fordøjelsesbesvær og luftvejssygdomme samt som appetitstyrkende middel. Indeholder bl.a. bitterstoffer, slimstoffer, garvestoffer, alkaloider og æterisk olie.

156. Lægeoksetunge

Anchusa officinalis - Rublad-familien (Boraginaceae)

Stammer fra Sydeuropa og Vestasien. Plinius berømmer den, for at den blandet med vin gør sindet let. Henrik Smid brugte den indvortes som hjertestyrkende middel og mod pest. Udvortes anbefalede han bladene mod hugormebid og et udtræk af den til øjenbadevand. Simon Paulli anbefaler den også som hjertestyrkende middel og mod pest og melankoli. Indeholder alkaloider, alantoin, cholin, slim- og garvestoffer. Roden indeholder et rødt farvestof. Dens latinske slægtsnavn Anchusa er afledt af ”farve og male”, og rodens brug til farvestof og sminke omtales allerede i det 1. århundrede.

157. Lægehundetunge

Cynoglossum officinale - Rublad-familien (Boraginaceae)

Beskrives på 7000 år gamle assyriske lertavler og er formentlig indført til landet af middelalderens munke. Navnet stammer fra bladenes lighed med hundetunger. I oldtiden anvendtes den bl.a. mod giftige bid, brandsår og skaldethed. Også Henrik Smid nævner at: ”Hundetunge får hår til at vokse på skaldede hoveder”. Urten indgik i de såkaldte ”cynoglos-piller” mod hoste, som blev fremstillet indtil 1963. På grund af plantens grimme lugt har den været brugt til at fordrive mus og rotter. Indeholder pyrrolizidin-alkaloider, og kan virke leverskadelig og kræftfremkaldende, hvis den indtages i større mængder.

158. Almindelig alrune

Mandrágora officinárum - Natskyggefamilien (Solánaceae)

Også kendt under navnene Alrunerod, Dragedukke, Dukkeurt eller Galgemand. Flerårig, op til 30 cm høj urt. Plantens tykke, oftest grenede pælerod kan blive op til 1,2 m lang og kan med lidt god vilje ligne en menneskekrop. De store aflange, elliptiske blade sidder i en roset. Udvikler klokke-formede, hvid-grønne blomster på lange stilke. Blomstrer marts-april. Efter afblomstring visner bladene ned og tilbage sidder små gule tomatlignende frugter – som absolut ikke er spiselige. Frugten har i folkemunde heddet frugtbarhedsæble, jordæble eller kærlighedsæble. Vokser ikke vildt i DK.

Advarsel: Planten er giftig

Alrune kommer fra ordet “rune”, som betyder hemmelig. Den anvendtes af de gamle ægyptere og grækere i bedøv-ende og smertestillende øjemed samt som elskovsmiddel. Den har ry som magisk trolddomsurt, da roden ligner et lille menneske med vilter hårmanke, når den graves op. Den skulle graves op på en galgebakke og gav, ifølge folketroen, et dødbringende skrig fra sig, når den kom op. Den optræder i Harry Potter-bøgerne og når eleverne på Hogwarts arbejder med den, bærer de høreværn mod dens dødelige skrig. Indeholder de giftige alkaloider scopolamin og hyoscyamin, som virker hallucinerende.

160. Mesterrod

Peucédanum ostrúthium - Skærmplantefamilien (Ápiaceae)

Flerårig, op til 80 cm høj, bestandsdannende, glat urt. Stænglerne er oprette, hule og stribede, ofte purpurfarvede nær basis. De nedre blade er trekoblede med lappede afsnit. De øvre er små og fjersnitdelte med lancetformede afsnit. Udvikler hvide (sj. purpurtonede) blomster i dobbeltskærme. Blomstrer juni-august. Frugten er en flad, bredt oval 2-delelig spaltefrugt med lyse vinger. Findes meget sjældent forvildet i DK fra tidligere dyrkning.

Stammer fra Syd- og Mellemeuropa, og blev indført til landet af middelalderens munke. Mesterrod er en af de mest berømte gamle lægeurter og navnet ”mester” kommer formentlig af dens store lægende kraft. Henrik Smid skriver sågar, at den kan få død mand i sadlen igen. Roden blev bl.a. tygget mod tandpine, feber og pest, og blev anvendt mod fordøjelsesbesvær, leverlidelser og bronkitis. I det 20. årh. blev den mere anvendt til veterinærmedicin end folkemedicin. Indeholder bitterstoffer og garvestoffer og en kamferlignede æterisk olie. Bruges i dag som krydderurt og til kryddersnaps.

161. Have-rabarber

Rhéum x hýbridum - Skedeknæfamilien (Polygónaceae)

Flerårig, op til 1,5 meter høj plante med tyk gul jordstængel. Findes i en række sorter. Med store ovale, helrandede, bulede blade på lange, tykke, sprøde stængler, hvis farve varierer fra grøn til rød. Udvikler små, hvidgrønne blomster i tætte toppe på en lang grenet stængel. Blomstrer fra juni. Frugten er en trekantet nød. Vokser ikke vildt i DK. Dyrkes som køkkenurt.

Rabarber kendes fra Kina siden det 28. årh. f. kr. og kineserne har anvendt tørret rabarberrod som afføringsmiddel i årtusinder. I det 16. årh. indførtes flere rabarber-   arter fra Rusland og haverabarber er en krydsning heraf. Langt op i tiden har rabarberrod været efterspurgt som maveregulerende middel. Den nævnes af Henrik Smid som en kostelig plante og blev anvendt mod kolera og til at rense lever og galde. Først i det 18. årh. blev planten anvendt i køkkenet, den er således ret ny som køkkenurt. Indeholder bl.a. anthrakinonglykosider, som virker afførende.

162. Krybende læbeløs

Ajúga réptans - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Flerårig, 5-40 cm høj, bestandsdannende urt med overjordiske rodslående udløbere. Med roset af blade der er rynkede, blanke, omvendt ægformede med hel eller svagt takket rand. Fra midten af rosetten dannes oprette, blomsterbærende skud med modsatte blade og endestillede aks med blå blomster. Blomstrer maj-juni. Frugten er en 4-delelig spaltefrugt. Vokser vildt i DK i løvskove, skovenge og enge. Dyrkes som havestaude og forvildes herfra.

Planten stammer fra Europa, Nordafrika og Vestasien. I gamle dage sagde man, at hvis den voksede i haven fik man aldrig brug for en kirurg. Urten blev anset for at have sårhelende egenskaber, og blev i ældre tid kaldt ”Ædel vundurt”. Udtræk af urten blev derudover anvendt mod en lang række andre lidelser, herunder sygdomme i fordøjelsessystemet og tuberkulose. Indeholder digitalislignende stoffer og siges at virke svagt hallucinerende. I dag anvendes planten i mindre udstrækning i folkemedicinen bl.a. som blodstandsende middel og som hostemiddel.

163. Almindelig tusindfryd

Béllis perénnis - Kurveblomstfamilien (Ásteraceae)

Kaldes også bellis. Flerårig, 5-15 cm høj urt med rosetdannende vækstform. Bladene er lysegrønne, omvendt ægformede og helrandede med få, grove takker. De margueritagtige blomster sidder for enden af en bladløs stilk. Skivekronerne er gule og rørformede, mens randkronerne er hvide med rødlige spidser. Blomstrer maj-oktober. Vokser vildt i DK på fugtig, lysåben næringsrig bund.

Plinius den ældre beskriver planten, som værende meget virksom i værket ”Naturalis Historia” fra år 77 e.Kr. I middelalderens lægebøger blev den anbefalet mod en lang række lidelser, bl.a. fregner og knoglebrud. Bladene blev tygget mod vabler og blæner i munden, og blomsterne blev anvendt som et let afførende middel. Man mente også, at planten kunne fremkalde abort. Indeholder bl.a. saponiner, bitterstoffer, garvestoffer, slimstoffer og æterisk olie. Anvendes i dag i både folkemedicinen og homøopatiske midler. Unge blade og blomster er gode som grønsag og i salater.

164. Febernellikerod

Géum urbánum - Rosenfamilien (Rósaceae)

Flerårig, 30-60 cm høj urt med opret vækst. Den centrale del af jordstænglen er lyserød med kryddernellikeagtig duft. Med lyreformede grundblade og tredelte stængelblade med store, fligede, groft tandede fodflige. Udvikler endestillede gule blomster på lange, oprette stilke. Blomstrer juni-august. Frugten er en nød med en krogformet børste, der tjener som spredningsapparat. Vokser vildt overalt i DK i fugtige løvskove, krat, hegn og haver samt ved bebyggelse.

Stammer fra Sydeuropa og har været anvendt som læge-urt siden oldtiden. Hildegard von Bingen gav planten tilnavnet ”Benedicta” – den velsignede. Det danske navn stammer fra dens anvendelse som feberstillende middel. Udtræk af roden har, pga. den sammentrækkende og antiseptiske virkning, været anvendt mod sygdomme i fordøjelsessystemet samt som mundskyllemiddel ved sygdomme i mund og svælg. Roden blev også anvendt som smagsgiver i vin og likør. Den indeholder bitterstoffer og garvesyrer, samt æterisk olie med eugenol - samme smagsstof som i kryddernellike

165. Skovmærke

Gálium odorátum - Krapfamilien (Rúbiaceae)

Kaldes også bukkar. Flerårig, 10-30 cm høj, bestandsdannende urt. Stænglerne er oprette eller opstigende og firkantede. De græsgrønne blade, som sidder i 6-8 tallige kranse, er lancetformede med en fintornet, ru rand. Udvikler hvide blomster i endestillede halvskærme. Blomstrer maj-juni. Frugten er en 2-delelige nødagtig spaltefrugt med krogbørster og spredes ved at hægte sig fast i pels eller tøj. Dufter af kumarin, især efter tørring. Vokser vildt i DK på muldrig skovbund.

Skovmærke er en meget gammel lægeurt og forårsbebuder, som er hjemmehørende i Europa. Simon Paulli skriver i ”Flora Danica”: ”bønderne her i landet, Tyskland og andre lande gjør kranse af bukar (skovmærke), hvilke de hænger i stuer på bjælkerne for at give god lugt fra sig og bortdrive ond stank”. I maj måned lavede man udtræk af skovmærke i vin, som man drak for at styrke lever og hjerte. Den har været anvendt mod blæresten og underlivs-sygdomme og som mildt sovemiddel. Indeholder et glykosid, som ved tørring spaltes til kumarin, der virker karudvidende og i store doser kan medføre indre blødninger.

166. Almindelig mangeløv

Dryópteris fílix-más - Mangeløvfamilien (Dryópteridaceae)

Tuedannende, flerårig urt med en tæt, tragtformet roset af 30-140 cm høje blade. I udspring er bladet rullet op som en rødbrun, skællet spiral. De enkelte blade er dobbelt fjersnitdelte med lancetformede afsnit, som har takket rand. Oversiden er mørkegrøn, mens undersiden er lysegrøn. De fuldt udviklede blade bærer på undersiden små hobe af sporehuse, som er dækket af et nyreformet og blygråt slør. Vokser vildt i DK i skove, krat, på skrænter og stendiger. Dyrkes som havestaude. Planten er giftig.

Planten er udbredt over hele den nordlige halvkugle og dens rod har gennem tiden været flittigt brugt som læge- og trolddomsurt. Oldtidens Plinius anbefaler den til at holde væggelus og kryb borte. Middelalderens Hildegard von Bingen skriver, at den har en sådan kraft, at selv djævlen frygter den. Simon Paulli bruger roden mod orm og i apotekerhåndbogen fra 1968 står der, at bændelorm behandles med 8-10 kapsler bregnerodsekstrakt samt lokalbedøvende middel for at dæmpe de efterfølgende underlivssmerter, kvalme og opkastninger. Indeholder bl.a. floroglucinolderivater, garvestoffer og bitterstoffer.

167. Pærekvæde

Cýdonia oblónga ´pyrifórmis´ - Rosenfamilien (Rósaceae)

Lille løvtræ med kort stamme og en tætgrenet, bred krone. Barken på ældre træer er mørkebrun og næsten glat og gamle grene kan få en grå, furet bark. Bladene er ægformede og bliver større og større ud ad skuddet. Oversiden er græsgrøn og lidt læderagtig, mens undersiden er gråfiltet. Udvikler store smukke skålformede, hvide-rosa blomster med en fin duft. Blomstrer i maj. Frugterne er pæreformede, gule og dækket af et tykt lag grålige filthår. God biplante. Sjældent dyrket nytte- og prydtræ. Vokser ikke vildt i DK.

Kvæde stammer fra Kaukasus og Transkaukasus. Inden for folkemedicinen fremstillede man en gelé af de modne frø, som virkede hostestillende og slimløsende. Denne gelé blev også anvendt til øjenbadevand. Knuste, tørrede frø, opblødt i varmt vand, har været brugt til smertestillende omslag mod bl.a. hæmorider. En af de gammelkendte anvendelsesformer er kvædebrød, som var datidens frugtvingummi. Indeholder bl.a. garvestoffer, slimstoffer, amygdalin og fede olier, mineraler og vitaminer. Rundt omkring i verden anvendes kvæde stadig mod en lang række lidelser.

168. Stor nælde

Urtíca dioíca - Nældefamilien (Urtícaceae)

Flerårig, 30-200 cm høj bestandsdannende urt med rigt forgrenet jordstængel og opret vækst. Med firkantet, stivhåret stængel, der bærer modsatte, ovale-hjerteformede, takkede blade. Undersiden af bladene med kiselhår, som knækker ved berøring og sprøjter en irriterende gift ind i huden. Planterne er rent hunlige eller rent hanlige (tvebo, dioik). Udvikler blomster i tætte, grenede nøgler i bladhjørnerne. Blomstrer juli- august. Frøene er nødder. Almindeligt overalt i DK på næringsrig jordbund.

Er hjemmehørende i Europa og har en lang historie som styrkende næringsmiddel og lægeurt. Ifølge Simon Paulli tilberedte de fattige en styrkende kål af nælden. Plantesaften blev brugt mod gale hundes bid og til at stille næseblod med. I 1600-tallet var det udbredt at piske sig med friske nælder for at lette gigtsmerter. Ifølge folketroen kunne kvinder undgå svangerskab ved at lade vandet i nælder. Indeholder bl.a. flavonoider, carotenoider, folinsyre, mineraler og vitamin A og C. Brændehårene indeholder bl.a. histamin, myresyre og smørsyre. Bruges i dag som spiselig vild urt og i naturmedicin.

169. Almindelig kransburre

Marrúbium vulgáre - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

Flerårig, 25-60 cm høj, hvidfiltet, velduftende urt med opret vækst. Med grov firkantet stængel, som bærer modsatte blade, der er ægformede, rundtakkede og rynkede. Med kugleformede, mangeblomstrede blomsterkranse med hvide blomster i bladhjørnerne. Bægrene har ti hagekrummede tænder, som får blomsterkransene til at ligne en burre, når kronbladene er faldet af. Blomstrer juli-september. Har 4-delt spaltefrugt med nødagtige delfrugter. Dyrkes som havestaude. Findes forvildet hist og her i DK på strandoverdrev og ved beboelser men er sjælden og i tilbagegang

Stammer fra Sydeuropa og har siden oldtiden været anvendt mod bl.a. slangebid og som omslag mod bylder. Indvortes blev den sammen med honning anvendt mod hoste og tuberkulose. Urten har været kendt her i landet siden middelalderen, og blev især anvendt mod sygdomme i fordøjelsesorganer og luftveje, men også som hostemedicin sammen med honning og andre urter. Indeholder bl.a. bitterstoffer, alkaloider, æteriske olier, garvestoffer, saponiner og harpiks. Anvendes i dag ved luftvejssygdomme og fordøjelsesproblemer, hvor den væsentligste effekt tilskrives bitterstoffet marrubiin.

171. Persille

Petroselínum críspum - Skærmplantefamilien (Ápiaceae)

Toårig, 40-70 cm høj plante med karakteristisk duft og smag. Første år med roset af glinsende glatte dobbelt fjersnitdelte blade. Bladene er krusede (var. crispum) eller glatte (var. neapolitanum). Andet år udvikles dobbeltskærme med gulgrønne blomster i småskærme på oprette massive stængler. Blomstrer juni-juli. Frugten er en ægformet 2-delelig spaltefrugt. Populær krydderurt. Findes sjældent forvildet fra dyrkning i DK langs veje, i grus- og kalkgrave, på skrænter og affaldspladser

Persille stammer fra Middelhavslandene og Himalaya. I oldtiden anbefalede man den mod epilepsi og som urindrivende og livmodersammentrækkende middel. Romerne tyggede den for frisk ånde og kransede sig med den ved festlige lejligheder, da de troede, at den velduftende urt kunne opsuge ”vindunstene” og forhindre beruselse. I Europa blev den flere steder anset som ”djævlens urt” og man troede, at djævlen tog de frø, der ikke spirede. Er rig på vitaminer og mineraler, især jern, samt æteriske olier, flavonoider og kumariner. Indgår i dag i naturmedicin, og er en af de mest kendte krydderurter.

172. Bidende stenurt

Sédum ácre - Stenurtfamilien (Crássulaceae)

Flerårig, 3-6 cm høj urt med tæt, pudeagtig vækstform. Stænglerne er stærkt forgrenede, nedliggende og rodslående, men opstigende ved spidserne. Bladene er sukkulente, sidder taglagt, og er ægformede med afrundet spids. Blade og stængler med bitter smag. Bladene kan farves rødbrune om efteråret. Udvikler gule blomster i endestillede svikler. Blomstrer juni-august. Frugterne er stjerneformede, mangefrøede bælgkapsler. Vokser vildt i DK på åben sandbund i heder og klitter, på overdrev, stengærder og vejkanter. Dyrkes som havestaude (stenbedsplante).

Advarsel: Planten er giftig

Udbredt på det Europæiske og Nordafrikanske kontinent samt i dele af Asien. Planten har ikke haft nogen stor betydning som lægeurt. I oldtiden advarede man mod indvortes brug af planten, men i middelalderen indgik den i midler mod indvoldsparasitter. I folkemedicinen blev den anset for at virke urindrivende og afførende og blev af nogle brugt som abortfremkaldende middel, brækmiddel, samt mod skørbug, epilepsi og ringorm. Plantesaften virker hudirriterende. Indeholder glykosidet rutin, garve-stoffer samt giftige alkaloider. Den anvendes i dag homøopatisk ved hæmorider.

173. Sort foldblad

Verátrum nígrum - Firbladfamilien (Melanthiaceae)

Flerårig meterhøj kraftig urt. Med spredte, skruestillede blade, som er op til 30 cm lange, ovale og plisserede. Udvikler sort-sortviolette stjerneformede blomster i lange, tætte stande, med svag duft af rådnende frugt. Tiltrækker mange svirrefluer og andre insekter. Blomstrer juli–august men først når planten er 10 år. Frugtstanden har stor dekorativ værdi vinteren igennem. Dyrkes som havestaude. Vokser ikke vildt i DK.

Advarsel: Planten er giftig

Stammer fra de sydligste dele af alperne. Kendes fra 1600-tallet som den ”sorte nyseurt”, da den forårsager stærk nysen. ”Hvid nyserod” (hvid foldblad) omtales som lægeurt allerede i 1300-tallet. At nyse blev tidligere betragtet som helbredende, og den pulveriserede tørrede rod anvendtes helt op til ca. 1850 mod en række sygdomme, herunder sindssyge. Planten er også blevet brugt som afføringsmiddel, mod forhøjet blodtryk og ved hjertesygdomme. Indeholder mere end 200 alkaloider, heraf flere giftige. Anvendes i kinesisk urtemedicin bl.a. som kløestillende middel og til at dræbe parasitter.

174. Blodstillende bibernelle

Sanguisórba mínor `mínor` - Rosenfamilien (Rósaceae)

Flerårig, op til 70 cm høj urt med tæt, udspærret vækst. Danner først grundstillet bladroset og senere stængler, som bærer spredte blade, der er uligefinnede med tandede småblade. Udvikler endestillede, kugleformede blomsterstande, som består af rent hanlige (nederst), tvekønnede (i midten) og rent hunlige (øverst) blomster. Farven skifter fra grønlig til rødlig. Blomstrer maj-juni. Frugterne sidder indesluttet i det blivende underbæger. Vokser vildt i DK på skrænter, bakker og vejkanter, særligt på kalkholdig jord, men er sjælden. Dyrkes som havestaude.

Planten har en meget besk og sammensnerpende rod, som ved tygning virker fordøjelsesstimulerende, og i tørret tilstand endda har været brugt mod kræft. Bibernelle mentes  at kunne stoppe indre blødninger, og på apotekerne har den været brugt i urindrivende øjemed, ligesom den er brugt mod soleksem og andre hudlidelser. I folkemedicinen den har været anvendt mod blødninger, hvor man lagde pulveriseret eller kogt rod på såret.

175. Lægekokleare

Cochleária officinális - Korsblomstfamilien (Brássicaceae)

Toårig, 20-50 cm høj, skarptsmagende urt med kødede blade. Udvikler først tidligt visnende roset med nyreformede, stilkede blade. Stænglen er opstigende til opret og grenet med spredte blade, der er ustilkede, trekantede og takkede med hjerteformet grund. Udvikler hvide blomster i en halvskærmformet klase. Blomstrer maj-juni. Frugten er en mangefrøet kugleformet skulpe. Vokser vildt i DK ved kysterne. Dyrkes sjældent som køkkenurt.

Vokser vildt langs Vesteuropas kyster og i de arktiske egne. I 1557 opdagede den tyske læge Johan Weyer, at urten kunne kurere skørbug. Den var tidligere blevet anvendt til dette formål af søfolk og fik navnet skørbugs-urt. Senere opdagede man årsagen til skørbug og urtens meget høje indhold af C-vitamin. Den blev dyrket som køkkenurt, og blev i folkemedicinen brugt som forebyggelse mod infektioner, samt mod appetitløshed og leverlidelser. Indeholder sennepsglycosider, garvestoffer, bitterstoffer, æteriske olier, mineraler og op til 0,25 % C-vitamin. I dag bruges forårets friske blade i salatskålen.

176. Cypresurt

Santolína chamaecyparíssus - Kurveblomstfamilien (Ásteraceae)

Flerårig, 30-50 cm høj, stærkt duftende, stedsegrøn halvbusk med opret vækst. Med fint fjersnitdelt, sølvgråt løv. Udvikler gule knapblomster i endestillede hoveder på spinkle stængler. Blomstrer juli-september. Er lidt frostfølsom. Dyrkes som havestaude. Vokser ikke vildt i DK.

Er hjemmehørende i det vestlige og centrale Middelhavs-område og har været kendt siden middelalderen. Urten indgik i parterrehaverne ved slotte og herregårde i det 17. og 18. århundrede og kaldtes dengang ”tam cypres” eller ”havecypres”. Den blev bl.a. anvendt mod orm, ringorm, møl og lopper, og de knuste plantedele blev lagt på insektbid og -stik for at tage smerten. Indeholder en kompleks blanding af æteriske olier herunder kamfer - sammensætningen er afhængig af voksestedet. Omkring Middelhavet anvendes urten i folkemedicinen mod fordøjelsesproblemer og som antibakterielt middel.

177. Torskemund

Linária vulgáris - Maskeblomstfamilien (Scrophuláriaceae)

Flerårig, 20-50 cm høj urt med opstigende til opret vækst. De oftest ugrenede, glatte stængler bærer spredtstillede blade, der er linjeformede og helrandede. Udvikler endestillede klaser af blomster med tolappet overlæbe og trelappet underlæbe samt spore. Kronbladene er lysegule med en orange-rød pukkel på underlæben. Blomstrer juli-september. Frugterne er runde kapsler med mange frø. Vokser vildt i DK på tør åben grus- og sandbund på vejkanter, agerjord, søbredder, strandvolde, klitter og grusgrave.

Er hjemmehørende i Europa og Vestasien. Simon Paulli anbefaler den i salve mod hæmorider til at ”lægge bag på Rumpen hvor Piinen er”. Han beskriver også brugen af den mod vattersot⃰, gulsot og fregner. Kogt med mælk og sukker blev den brugt som middel mod fluer og utøj. Torskemund har inden for de sidste 100 år indgået i hæmoridesalver. Anvendes i dag homøopatisk ved diarré, tyktarmsbetændelse, blæresygdomme og inkontinens. Indeholder bl.a. glykosider, bitterstoffer, slimstoffer, garvesyre og C-vitamin.

⃰Ophobning af væske i bindevæv, bughule eller lungehule

178. Almindelig julerose

Helléborus níger - Ranunkelfamilien (Ranúnculaceae)

Kaldes også nyserod. Flerårig, stedsegrøn, meget tidligt blomstrende staude med sort jordstængel og grundstillede blade. Bladene er delte med elliptiske småblade, der er læderagtige og uregelmæs-sigt tandede. De hvide blomster består af store hvide bægerblade og kronblade som er omdannede til nektarier samt gule støvdragere. Blomstrer december-april. Frugterne er tørre kapsler med mange, sorte frø. Dyrkes som havestuade. Vokser ikke vildt i DK.

Advarsel: Planten er meget giftig

Planten, som også kaldes ”nyserod”, er hjemmehørende i Syd- og Mellemeuropa. Den tørrede, pulveriserede rod fremkalder en nysen, som fra oldtiden og helt op til renæssancen blev brugt til at helbrede sindssyge, epilepsi og lammelser. Julerose har desuden været brugt som bræk- og afføringsmiddel, urindrivende middel og mod utøj, skab og kløe. Simon Paulli advarer mod brugen af denne giftige urt, men tilføjer, at den i små mængder er god som urindrivende og rensende middel. Indeholder bl.a. glykosiderne helleborein og helleborin, der har hjertestimuler-ende virkning. Anvendes i dag homøopatisk.

179. Enbo galdebær

Bryónia albá - Græskarfamilien (Cucurbitaceae)

Flerårig klatrende urt. Med 1-2 m lange stængler og håndlappede tandede blade. Udvikler ugrenede og spiralformede klatretråde i bladhjørner.  Enbo dvs. blomsterne er enkønnede men samme plante har både hun- og hanblomster. Hanblomster i flerblomstrede langstilkede klaser og hunblomster i fåblomstrede nøgler i bladhjørnerne. Udvikler gullig-hvide blomster i bladhjørnerene. Blomstrer juni-september. Frugten er et kuglerundt, giftigt, sort bær. Findes forvildet fra tidligere dyrkning hist og her i DK ved bebyggelse men temmelig sjælden og i aftagende.

Advarsel: Planten er meget giftig, undgå hudkontakt!

Er hjemmehørende i Syd- og Mellemeuropa, Vest- og Centralasien og kom til Danmark som forfalskning af trolddomsurten alrune. Roden, der som resten af planten er giftig, var effektiv som afførings- og brækmiddel, og blev anset for at kunne drive sygdomme ud af kroppen. Siden oldtiden har den været brugt mod en lang række lidelser som gigt, epilepsi, lammelse og hoste. Den virker sammentrækkende på livmoderen og blev brugt som menstruations- og abortfremkaldende middel. Indeholder cucurbitaciner, som har celle-ødelæggende egenskaber. Anvendes i dag homøopatisk.

180. Knoldet brunrod

Scrophulária nodósa - Maskeblomstfamilien (Scrophuláriaceae)

Flerårig, 30-100 cm høj urt med knoldformet jordstængel. Med oprette, firkantede glatte stængler som bærer modsatte ægformet tilspidsede, dobbelt savtakkede blade. Udvikler top med sidestillede kvaste med 5-7 grønne blomster med brunviolet overlæbe. Blomstrer juni-juli. Frugten er en mangefrøet, tilspidset, kapsel. Vokser vildt i DK i løvskove, skovbryn, ruderater og stendiger.

Er hjemmehørende i Europa og Vestasien. Signaturlærens tilhængere så jordstænglens lighed med hævede halskirtler, som Vorherres tegn på, at den var virksom mod struma og andre hævelser, herunder svulster. Plantens slægtsnavn Scrophularia stammer fra dens brug mod struma (scrophula). Simon Paulli anbefaler den mod kirtelsygdomme samt i salve mod al slags skab, fnat og kløe. Dens anvendelser i folkemedicinen var utallige. Indeholder bl.a. flavonoider, alkaloider, saponiner og hjertestimulerende glykosider. Indgår i dag i homøopatisk medicin.

181. Almindelig bulmeurt

Hyoscyamus niger - Natskyggefamilien (Solánaceae)

En- eller toårig, 20-150 cm høj, stinkende urt med klæbrige kirtelhår og opret, busket vækst. Stænglen er kraftig, bugtet og bærer spredtstillede blade, der er ægformede med en grovtandet til let fliget rand. Foroven med korte grene med svikler af tragtformede smudsiggule blomster med violette årer. Blomstrer juni-september. Frugten er en kapsel med låg, en såkaldt buddike. Vokser vildt hist og her i DK på stenede strandvolde og på forstyrret jord omkring bebyggelse.

Advarsel: Hele planten, og især frøene, er stærkt giftig

Beskrives blandt andet på 6000 år gamle sumeriske lertavler og har i årtusinder været anvendt som sove- og bedøvelsesmiddel. Den blev dyrket i klosterhaverne, men bulmeurt kan være indført til det nordlige Mellemeuropa før munkenes tid, da oldtidens gallere brugte dens saft som pilegift til jagt. Både Henrik Smid og Henrik Harpestreng er forbeholdne ift. til indvortes brug af urten, men anbefaler den mod øre- og tandpine. Blev brugt i heksenes flyvesalver pga. dens narkotiske og hallucinerende virkning, der skyldes indholdet af de meget giftige alkaloider hyoscyamin, atropin og scopolamin.

182. Udspærret fløjlsblomst

Tagetes patula - Kurveblomstfamilien (Ásteraceae)

Enårig, urteagtig plante med opret, forgrenet vækst. Planten er forsynet med kirtler, som udskiller en kraftig lugt. De glatte stængler bærer modsatte uligefinnede, blade med skarpt tandet rand. Oversiden er blank og mørkegrøn, mens undersiden er mat og lysegrøn. Udvikler gule –orangerøde blomster i endestillede kurve; de yderste kranse af blomster er tungeformede og let bølgede, de midterste blomster er rørformede. Blomstrer juli-oktober Frøene er små nødder, Dyrkes som sommerblomst. Arten er kendt for at kunne dræbe insektlarver og rundorme ved hjælp af stoffer, som udskilles fra rødderne.

183. Kornblomst

Centaurea cyanus - Kurveblomstfamilien (Ásteraceae)

Stammer fra det østlige Middelhavsområde og har bredt sig til hele verden som ukrudtsfrø i korn. Ifølge Henrik Smid kunne vinafkog af blomster og frø drikkes som modgift efter bid af skorpioner og edderkopper. Vandigt udtræk af blomsterne var godt mod røde og betændte øjne, og blandet med saft fra levende krebs virkede det lindrende på små børns ømme gummer. Indeholder slimstoffer, anthocyaniner, bitterstof, garvestoffer og kaffesyreforbindelser. Anvendes i nogen omfang som lægeurt i dag pga. urindrivende, astringerende, betændelseshæmmende og styrkende egenskaber.

184. Korsvortemælk

Euphorbia lathyris - Vortemælk-familien (Euphorbiaceae)

Stammer fra Sydeuropa og menes indført til Danmark i 1200-tallet. Henrik Smid anbefaler den til udvortes brug mod skab, sår og vorter, men advarer om, at mælkesaften kan ”æde sig ind i kødet”. Roden anbefaler han mod vattersot ⃰ og frøene som udrensende middel. Tiggere smurte den ætsende mælkesaft på huden for at se syge og elendige ud. Vortemælk blev også brugt som bræk- og afføringsmiddel. Indeholder harpiks, gummi og ætsende euphorbon og euphorbin, der kan give bylder, betændelse og øjenskader.

⃰Ophobning af væske i bindevæv, bughule eller lungehule

185.Opium-valmue

Papáver somníferum - Valmuefamilien (Papáveraceae)

Enårig, 30-80 cm høj, blådugget urt med stiv, opret vækst. Med mælkesaft som indeholder morfin og codein. Den glatte stængel bærer spredte, stængelomfattende, glatte blade, der er ægformede med groft tandet rand. Blomstrer juni-august. Udvikler endestillet blomst med hvide eller violette kronblade (blandingsformer ses også), mange støvdragere og et enkelt støvfang. Frugten er en glat kapsel med mange frø (birkes). Findes forvildet fra dyrkning hist og her i DK.

Planten, der formentlig stammer fra Orienten, kendes fra middelalderens klosterhaver. Allerede 3-4 årh. f. Kr. beskrev den græske videnskabsmand Theofrastos, hvordan man ved at gøre et indsnit i kapslen kunne udvinde en mælkesaft med giftvirkning. Senere blev denne mælkesaft brugt mod hovedpine, mavebesvær og som sove- og rusmiddel. Plantens botaniske artsnavn somniferum kommer af dens søvndyssende virkning. Af den tørrede mælkesaft (råopium) fremstilles opium og heraf udvindes bl.a. morfin, codein og noscapin. Frøene - også kaldet birkes - anvendes som drys på f.eks. brød

186. Strandmalurt

Artemísia marítima - Kurvblomstfamilien (Ásteraceae)

Flerårig, 15-60 cm høj, bestandsdannende, grå-hvidfiltet, stærk aromatisk urt eller halvbusk med opret vækst. Stænglerne, som nederst er vedagtige, er stive og bærer spredte blade, som er gråhvide og fjersnitdelte med linieformede afsnit. Med lange hængende grene i toppen. Udvikler ovale kurve med små gule blomster i endestillede, toplignende stande. Blomstrer august-september. Frugterne er små nødder. Vokser vildt i DK på strandenge og strandvolde.

Strandmalurt er hjemmehørende i Europa og Asien. Navnet malurt menes at stamme fra mølurt, da den siden oldtiden er blevet brugt som mølmiddel. Urten blev ligesom have-malurt anvendt som appetitvækkende, mavestyrken-de og urindrivende middel samt som ormemiddel, men er mindre effektiv. Man mente, at malurt kunne fjerne lys-tens begær og holde slanger, hekse og trolde fra døren. Indeholder bl.a. bitterstoffet absinthium og den æteriske olie thujon, som begge er giftige. Denne art af malurt regnes for den bedste til fremstilling af krydderurtesnaps, som bør indtages i begrænsede mængder!

187. Almindelig husløg

Sempervírum tectórum - Stenurtfamilien (Crássulaceae)

Flerårig, tørketålende plante med tæppedannende bladrosetter. Bladene er sukkulente, aflange-omvendt ægformede og brodspidsede. Ved bladhjørner dannes siderosetter. Op til 40 cm høj grenet blomsterstængel med flere, mangeblomstrede svikler med stjerneformede, blegrøde-lilla blomster. Blomstrer juli-august. Bladrosetten dør bort efter afblomstring. Frugten er en bælgkapsel med mange frø. Formeres ved siderosetter og (sjældnere) frø. Dyrkes som stenbedsplante. Findes forvildet i DK på tør, åben bund.

Stammer fra ørknerne i Mellemøsten, hvor man i oldtiden plantede den på taget, som værn mod lynild pga. de saft-fyldte blade. Denne skik bredte sig nordpå, og husløg blev i overtroen forbundet med trolddomskraft, hvor en enkelt plante på taget kunne give huset beskyttelse mod ildebrand, lynnedslag, storm og trolddom. Henrik Harpestreng anbefaler den mod helvedesild mens Henrik Smid brugte den til sårbehandling, febersygdomme og mave-sygdomme. De friske blade indeholder en slim, der ligesom Aloe Vera, dog i mindre grad, virker lindrende på brandsår, insektstik og andre hudlidelser.

188. Havemerian

Oríganum majorána - Læbeblomstfamilien (Lámiaceae)

En- eller toårig, 30-50 cm høj, aromatisk urt med opret eller opstigende vækst. Stænglerne er firkantede og spinkle med modsatte, grågrønne, ovale helrandede blade. Udvikler hvide-svagt lyserøde blomster i små stande ved bladfæsterne. Frugterne er kapsler med mange små frø.

Almindelig dyrket krydderurt. Findes af og til forvildet fra dyrkning i DK.

Er indført til Europa fra Nordafrika og Sydvestasien og blev almindeligt udbredt som krydder- og lægeurt i middelalderen. I oldtiden symboliserede den lykke og sundhed og man kransede sig med den ved højtidelige lejligheder. Denne højt skattede krydderurt blev anvendt mod lidelser som hoste, søsyge, søvnløshed, hovedpine, og som beroligende middel. Tilsat møbelpolitur kunne den forhindre ormeangreb og i små buketter kunne den holde møl væk. Indeholder æteriske olier, garvestoffer og bitterstoffer. Anvendes i dag mest som krydderurt, og kan bl.a. lindre luftfvejslidelser og fremme fordøjelsen.