Krydderurter - Planteoversigt
Salgsinformation
Krydderurter
Forventet salgstidspunkt: april-oktober
Med forbehold for udsolgte planter.
Ambra
Artemisia abrotanum
Ambra er en delvis stedsegrøn, buskagtig krydderurt/staude med en højde på op til 90 cm. Trives i sol/tåler halvskygge. Let jord der er moderat fugtig. Bør vinterdækkes. Små grønlig-gule blomster i august-september. Bladene har en stærk, sødlig citronagtig duft og kan anvendes i aromatiske eddiker, duftevand og potpourri. Kan med fordel plantes i nærheden af tomatplanter, kålplanter og roser da dens duft virker frastødende på mange skadelige insekter. Tørrede blade anvendes som mølmiddel.
Anisisop / Indianermynte
Agastache foeniculum
Dejlig duftende 50-60 cm høj, flerårig plante, som selvsår sig villigt. Vokser i alm. jord og gerne et tørt og solrigt sted. Anisisop har lakridsduftende blade og nektarfyldte oprette violette blomsteraks i juli-oktober. Hele planten dufter meget kraftig af lakrids. Anisisop er en virkelig god nektarplante, honningbier, humlebier, sommerfugle og svirrefluer er vilde med den. Desuden er de små natsommerfugle også meget interesseret i den, de flyver til den i skumringen. Planten stammer fra Nordamerika og blev anvendt af indianerne som et febernedsættende middel og mod forkølelse og hoste. Man kan lave en fremragende te af planten, både af de friske blade og de tørrede blomster. Børn elsker at spise bladene, der smager af lakrids. Det er også en god snapseplante.
Aztekerurt, sød
Lippia dulcis
Flerårig urt, der bliver ca. 15 cm høj. Det er en robust plante, der også er velegnet som hængeplante. Får små hvide blomster. Bladene er utroligt søde i smagen, enda mere end sukker. Den har en spændende sødlig duft. Har været meget anvendt i Mexico og Mellemamerika som sødemiddel.og lægemiddel. (Bl.a. mod bronkitis, astma og kolik). Kan anvendes i desserter og i te. Overvintring frostfrit.
Balsamurt /Kamferplante
Tanacetum balsamita
Balsamurt også kaldet bibelurt. Flerårig, op til 80 cm høj duftplante, der dufter af mynte. Var førhen en populær krydder- pryd- og lægeplante. De duftende blade kan bruges som bogmærke og blev før i tiden lagt i biblen, deraf navnet bibelurt. Bladene kan anvendes i te eller snaps. Udvikler gule, knapformede blomster i løse skærme. Blomstrer i juli-oktober.
Basilikum, alm.
Ocimum basilicum
En 20-60 cm høj plante med store grønne blade og hvide blomster. Den er varmekrævende og trives i veldrænet, næringsrig jord. Den vokser bedst i drivhus, hvor planterne kan stå med 20 cm afstand. Den kan godt dyrkes udendørs i læ og sol eller i en vindueskarm. Basilikum skal høstes ofte ved at man nipper topskuddene af og derefter sætter planten endnu flere skud. Den danner blomster når den har sat ca. 6-12 bladpar. Denne basilikum er den mest kendte og anvendes frisk til middelhavsmad, pesto, pizza, kryddersmør og tomatsalat.
Basilikum - ’African Blue’
Ocimum basilicum x kilimandscharicum
Frodig, flerårig og busket krydderurt, der kan blive op til 80-90 cm høj. Dens blade og stilke har lilla bladnerver. Blomsterne er rødviolette. Bruges også i te. Fuld sol og læ eller i drivhus i næringsrig, fugtighedsbevarende jord. Plantet mellem tomaterne i drivhuset holder den flere skadelige insekter på afstand. Overvintrer ved mindst 10 grader og så lyst som muligt. Jorden skal holdes tør om vinteren. Blomster og blade anvendes frisk i salater og i kød- og pastaretter.
Basilikum, citron
Ocimum basilicum var. citriodorum
En basilikum med en lækker og aromatisk citronsmag, der både kan bruges til mad, desserter og te. Den er især god til fisk og skaldyr. Trives bedst i drivhus eller i vindueskarmen, men kan også stå udenfor i en lun og solrig krog. Man skal jævnligt høste af planten, jo mere man plukker, jo mere skyder den.
Basilikum, græsk - ’Minimum’
Ocimum basilicum
Denne basilikum er tæt, kompakt og småbladet. Den bliver 20-30 cm og hvis den får plads så busker den og ligner et lille træ. Den har en stærk aromatisk basilikumduft. Den får hvide blomster. Kræver en veldrænet og næringsrig jord. Dyrkes oftest i drivhus men trives også i en vindueskarm eller solrig plads udendørs i læ. Som med andre basilikumplanter vil den blot buske mere, hvis man sørger for at nippe de yderste skud af løbende i vækstperioden. Den tåler ikke under 10 grader. Den egner sig bedst som frisk urt i mad, enten i tomatsalat, salater, pesto, eller som grønt drys på varme retter.
Basilikum, rød
Ocimum basilicum
Rød basilikum er en enårig urt. Der findes flere forskellige sorter. Den trives bedst i drivhus eller i vindueskarmen, men kan også stå udenfor i en lun og solrig krog. Man skal jævnligt høste af planten, jo mere man plukker, jo mere skyder den.
Basilikum, thai
Ocimum basilicum var. thyrsiflorum
Dette er en kompakt plante med blanke grønne blade og rødlilla blomster. Bladene øverst bliver mørkere grønne med lilla skær. Den bliver 40-50 cm høj. Den har en stærk anis-smag og duft, og bruges ofte i det asiatiske køkken. Den er varmekrævende og trives i næringsrig og veldrænet muld. Den tåler hverken kulde, blæst eller udtørring og passer derfor godt til udplantning i drivhus. Planteafstand er 20-30 cm. Man kan knibe skuddene af lige over et bladpar, for at fremme bladsætningen. Denne plante dyrkes oftest på grund af dens smukke blomster og som smagsgiver i thairetter. Lader man den blomstre er den god for insekter.
Citrongræs, vestindisk (ægte)
Cymbopogon citratus
Denne art af citrongræs har kraftige bladskeder og dufter kraftigt af citron. Den anvendes især i asiatisk mad. Bladene kan høstes og fryses. Den æteriske olie er antibakteriel og beskytter tarmens slimhinder. Olien bruges også i myggespray. Trives i en veldrænet, næringsrig jord og i høj luftfugtighed. Solrigt og varmt. Kan også dyrkes i vindueskarmen. Den er flerårig, hvis den opbevares frostfrit.
Citronmelisse/hjertensfryd
Melissa officinalis
Citronmelisse er en flerårig, citronduft-ende krydderurt. Den blomstrer i juli-august med små gule læbeblomster. Det er en rigtig god biplante. Den kan klippes ned i juni, så får den nye skud. Den trives i en næringsrig og ikke for tør, men veldrænet jord i sol/halvskygge. Planten kaldes også for hjertensfryd, da den virker beroligende på hjertet. Anvendes i salater, i fisk og i bagværk. God i te, brug 3-4 kviste i 1 liter kogende vand. Skal trække under låg.
Citronverbena
Aloysia citriodora
En stærkt citronduftende lille flerårig busk/krydderurt. Bladene har en lækker citronsmag og kan bruges i stedet for citron. God til bl.a. te, marmelade, kager, desserter, fisk, fjerkræ, salat, kryddersalt og snaps. Stive grene med aflange lysegrønne blade og bittesmå hvide blomster. Kan dyrkes i drivhus eller stor krukke på terrassen og kan blive fra 60 cm op til 1-2 m høj. Trives bedst i fuld sol og læ. Skal overvintres frostfrit, køligt og lyst. Beskæring forår for at holde busken tæt.
Cypresurt
Santolina chamaecaparissus
Cypresurt er en 30-50 cm høj tørketålende flerårig urt, som er god til stenbedet.. Den har været dyrket siden Middelalderen. Vokser godt i sandholdig, veldrænet jord. Den har gråligt løv og små gule knapblomster i juli-august. Smagen er bitter og den kan anvendes ligesom malurt til at krydre fede retter, så de bliver lettere at fordøje. Blomster og blade kan drikkes i te ved ondt i maven.
Estragon, fransk
Artemisia dracunculus
Fransk estragon er en flerårig krydderurt og den har en let sødlig og intens smag af anis. Den anvendes bla. til supper, salater og kødretter. Kan blive op til 50 cm høj. Udendørs plantes den et beskyttet sted, evt. op ad en sydmur, hvor der er sol/halvskygge og læ. Den er vinterhårdfør. Den vokser bedst i en veldrænet og let jord. Er en vigtig ingrediens i fransk madlavning.
Isop, alm. (Ægte isop)
Hyssopus officinalis
Flerårig, stærkt duftende 40-50 cm høj halvbusk/krydderurt. Planten har en stærk, let bitter og pebret smag og anvendes i små mængder som krydderurt eller drikkes som te. De knuste blade er desuden et glimrende sårhelende middel. Planten er stærkt bakterie- og virushæmmende, fordøjelsesfremmende og beroligende. Den bør ikke anvendes medicinsk af gravide og ved for højt blodtryk. Blomstrer i juni - august med blåviolette blomster. Findes også i en hvid og rosa farve. Bladene er linjeformede og skinnende. Dekorativ i staudebedet eller krydderurtebedet i fuld sol og i en tør og kalkrig jord. Tiltrækker sommerfugle, svirrefluer og bier. Vinterhårdfør. Snegle og kålorme hader isop!
Jernurt, læge
Verbena officinalis
En hårdfør staude, den bliver op til 90 cm høj. Har rødlige stængler, bladene er aflange, fligede og let krusede. Blomsterstanden udvikles øverst på planten og får en fin lyslilla farve. Lægejernurt trives i en veldrænet og muldrig jord. Den spreder sig let ved frøformering, men kan også deles. Den kan købes i helsekostbutikker hvor den er brugt i teblandinger men det frarådes at bruge den i store mængder. Det er en god bi- og nytteinsektplante.
Karryplante
Helichrysum italicum
Flerårig stedsegrøn (grå) karryduftende halvbusk/krydderurt der bliver 30-60 cm høj. Har en mild karrysmag. Den kan anvendes i ris- og grønsagsretter i begrænset omfang og til eddike og kryddersnaps. Man spiser ikke bladene, men kasserer dem efter brug - ligesom laurbærblade. Afkog af planten kan anvendes som maveregulerende middel. Selvom planten kaldes karryplante så har den intet med blandingskrydderiet karry at gøre. Blomstrer med små gule kurvblomster i juni-juli. Fuld sol i veldrænet, gerne kalkholdig jord og kan tåle en del tørke. Bør vinterdækkes.
Koriander, alm.
Coriandrum sativum
Et-årig krydderurt hvis blade kan anvendes som grønt drys i supper eller kødretter. De modne frø kan knuses og bruges i små mængder bl.a. i brød og kager. Koriander har hvide skærmblomster og er en rigtig god insektplante.
Koriander, vietnamesisk
Polygonum odoratum
En vækstvillig pileurt, der kommer fra Asien. Planten er flerårig, men dyrkes ofte som enårig, og den bliver op til 50 cm høj. Placering i halvskygge/skygge. Fugtighedsbevarende jord, planten er vandkævende. Tåler ikke frost, overvintring indendøre, hvor den er en fin stueplante. Friske blade og skudspidser dufter som koriander, men er dog lidt mildere. I Asien bruges den især til suppe og sammenkogte retter, men den kan selvfølgelig bruges til alt, hvor man ellers ville bruge korianderblade. Den tåler at koge lidt med i den varme ret.
Kvan
Angelica archangelica
Kvan er en to-årig skærmplante. Det er en nordisk plante, bragt til Danmark af vikingerne, der dyrkede planten som køkkenurt i de såkaldte kvangårde. Kan blive op til 1,8 m. Blomstring sidst på sommeren med klaser af gulgrønne blomsterhoveder. Sol/skygge. Fugtighedsbevarende jord. Er vinterhårdfør. Planten har en mild aromatisk smag, der er god til frugt og osteretter. Frø, stængel og rod anvendes som krydderi i snaps. Stænglerne kan kandiseres, smager næsten som sukat. Tørrede blade kan bruges til urtete. Planten blev kaldt Nordens ginseng er blevet anvendt mod utallige lidelser f.eks. influenza, forkølelse og betændelsestilstande.
Løvstikke
Levisticum officinale
Løvstikke er en flerårig og meget hårdfør plante. Den kan vokse op til en højde på 1 til 2 meter og kan blive noget omfangsrig. Trives i en næringsrig jord både i fuld sol og halvskygge. God i kartoflernes kogevand, i æggeretter, og til fjerkræ og fisk. Bruges også som suppevisk, deraf kælenavnet ’maggi-urt’. Den kan også bruges som grønt drys på maden, og den har et højt indhold af C-vitamin. Desuden anvendes den tørret i urtesalt.
Mynte, bjerg
Calamintha nepeta ssp. nepeta
Bjergmynte er en flerårig velduftende krydderurt/staude. Højde ca. 40 cm. Den blomstrer med svagt lilla blomster i juli-september. Fuld sol eller halvskygge. Vokser i en veldrænet jord. Tåler en del tørke. Den er vinterhårdfør men tåler ikke at overvintre i en meget fugtig jord. Anvendes i nogle lande i te, men anbefales ikke herhjemme p.g.a. polygonindholdet. God biplante. Spreder sig ikke nær så aggressivt som almindelige mynter.
Mynte, chokolade
Mentha x piperita
Chokolademynte er en flerårig og meget hårdfør krydderurt. Højde ca. 40-80 cm. Blomstrer med rødviolette blomster i juli-august. Trives både i sol og skygge i en fugtighedsbevarende og næringsrig jord. Planten har en kraftig pebermynteduft med et strejf af chokolade. Den er velegnet til urtete, i grøntsagsretter, på desserter og i læskedrikke. Planten tiltrækker bier og sommerfugle.
Mynte, Eau De Cologne
Mentha x piperita
Denne mynte kaldes også for bergamot-mynte. Højde 30-50 cm. Flotte lilla blomster. Flerårig og vinterhårdfør. Vokser i en veldrænet jord i sol eller halvskygge. Den har en kraftig duft at parfume og citrus. Te af bladene smager dejlig, som smagen af citrusfrugten bergamot. Kendes bl.a. fra duften af Earl Grey-te. Kan også bruges som parfume til badevand eller den kan gnides på huden som deodorant.
Mynte, grøn
Mentha spicata
Hurtigt voksende og hårdfør plante, der spreder sig via udløbere. Den kan blive 30-90 cm og har en meget kraftig pebermynte- og spearmint duft. Mynten foretrækker halvskygge og en let og fugtig jord. Blomstrer i august-september, med små fine lilla blomster der tiltrækker mange nytteinsekter. Grøn mynte er den mest almindelige i madlavning til fx myntesauce, gele og te. Det er en gammel lægeplante, der har været brugt mod fordøjelsessygdomme
Mynte, ingefær - ’Variegata’
Mentha x gentilis
Ingefærmynten er en flerårig og hårdfør plante der bliver mellem 20-50 cm med en mere krybende vækst end de fleste andre mynter. Duften er aromatisk og har noter af ingefær. Den får små lyslilla blomster. Bladene har en smuk lysegrøn nuance med gulbrogede aftegninger. De gule mønstre fremstår mere tydeligt på bladene, hvis mynten placeres i halvskygge. Man kan også beskære den en gang i mellem for at fremme de flotte bladmønstre. Den trives i en veldrænet jord, men har brug for både næring og fugt. Den er god i te, drinks, salater og som grønt drys i mad.
Mynte, jordbær
Mentha x villosa
Jordbærmynte er en fin lille mynte, der ikke breder sig så voldsomt. Højde ca. 30-40 cm. Blomstrer i juli-august. Trives i sol og halvskygge i en næringsrig jord. Har en fin jordbærduft og er god til at drysse i salater og desserter. Tiltrækker bier og sommerfugle.
Mynte, kruse
Mentha spicata var. crispa
Krusemynte er en hårdfør, flerårig, 40-60 cm høj plante med krusede blade og lyslilla læbe-blomster i juli-august. Tiltrækker bier og sommerfugle. Trives i sol eller halvskygge i en næringsrig og lidt fugtig jord, evt. i en krukke, da den breder sig meget ligesom andre mynter. Den dufter og smager af spearmint og er meget anvendelig i mad, urteteer og på desserter.
Mynte, lemon
Mentha var. citrata ’Lemon’
Kraftigt voksende mynte der kan blive op til 60 cm høj. Den har en skøn citron- og pebermynteduft og er rigtig god i salater, desserter, drinks og snaps. Den blomstrer i juli-august med lilla, duftende blomster. Mynten foretrækker sol-halvskygge og en god fugtig jord. Den breder sig kraftigt via udløbere, og hvis man ikke vil have den i hele haven, anbefales det at plante den i en trækasse eller krukke.
Mynte, marokkansk
Mentha spicata var. crispa ’Moroccan’
Denne mynte bliver 40-50 cm høj og har grønne let krusede blade. Den har en sødlig krydret mynteduft, der minder om spearmint. Den trives i en veldrænet jord, men har brug for både næring, fugt og god plads. Trives i halvskygge og sol. Den er vinterhårdfør. Den marokkanske mynte er god i mellemøstlig og nordafrikansk mad. Men den er mest anvendt til te og som vigtig ingrediens i den populære drink Mojito.
Mynte, peber
Mentha x piperita
Peber mynte er en 40-60 cm høj plante med lyslilla blomster. Planten kan være grøn eller rød. Smagen er skarp og pebret. Planten er flerårig, vinterhårdfør og spreder sig villigt, så den kan evt. plantes i en krukke. Trives i sol/halvskygge i næringsrig, fugtig men veldrænet jord. Anvend blade og blomster til fx fjerkræ, salater, te og badevand.
Mynte, Schweizisk
Mentha spicata
Schweizisk mynte er en 40-60 cm høj plante med rosa/lyslilla blomster. Den er fuldt hårdfør og den spreder sig med underjordiske udløbere, så plant den evt. i en krukke. Trives i sol/halvskygge i næringsrig, fugtig men veldrænet jord. Anvend blade og blomster til drinks, te, badevand, salater, fjerkræ, lam m.m. Planten er en gammel kloster- og apotekerplante.
Mynte, spansk
Mentha spicata var. hispanica
Spansk mynte er en 40-50 cm høj plante med fine lyslilla blomster i juni-september. Den er fuldt hårdfør og trives i en næringsrig jord i sol/halvskygge. evt. i en krukke, da den breder sig meget ligesom andre mynter. Har en god og lidt sødlig smag af mynte. Kan bruges frisk eller tørret i drinks og til desserter.
Mynte, æble - (Rundbladet mynte)
Mentha suaveolens
Flot, kraftigvoksende og meget vinterhårdfør mynte. Højde ca. 40-70 cm. Vokser bedst i fuld sol. Det er en urt, der er oprindeligt hjemmehørende i Danmark. Den får ikke mynterust. Den smager sødligt af æble og den er god i retter Planten er meget vinterhårdfør.
Olivenurt
Santolina viridis
Olivenurt er en flerårig krydderurt, der dufter og smager af oliven. Den bliver ca. 30-50 cm. høj og anvendes bl.a. til salat, pesto og i fiskeretter. Olivenurt er god til altankasser, højbede og krukker, hvor den trives bedst i en sandblandet jord i fuld sol, og med minimal vanding. Olivenurt skal vinterdækkes
Oregano, cubansk
Plectranthus amboinicus
Trods navnet er cubansk oregano ikke en oregano og planten har mange andre navne. I Caribien kaldes den ’tandpineurt’ fordi den tygges mod tandpine. Den kan dyrkes i drivhus om sommeren og som potteplante hele året til frisk forsyning og den er meget nem. Bladene er let hårede og kødfulde. Smagen er syrlig og krydret. Den bruges som krydderurt i fars, fiskeretter, supper og er god hakket og drysset over salater. Kan også bruges i te. Da det er en tropisk plante tåler den ikke frost.
Oregano, græsk
Origanum vulgare ssp. hirtum
Flerårig. Græsk oregano, også kaldet vinter- merian er en oregano med en kraftig, god smag. Den bruges ofte på pizza og andre italiensk inspirerede retter. Græsk oregano blomstrer i juli - september med hvide blomster og har en meget høj nektarværdi og en god pollenværdi for bier. Tiltrækker også sommerfugle. Den har små, lidt hårede blade og den bliver ca. 30 cm høj. Trives i en sandmuldet jord med et godt dræn. Sol og halvskygge. Bør vinterdækkes.
Oregano timian, italiensk
Thymus sp.
Italiensk oregano-timian er en 15-30 cm høj krydderurt. Den har en aroma som oregano med en snert af timian, og kan bruges som oregano på pizza, i grønsagsretter osv. Blomstrer fra midt maj med store lyslilla blomster. God bunddække- og insektplante. Kan stå i sol/halvskygge i en let og veldrænet jord. Oregano-timian er generelt meget vækstvillig og vinterhårdfør. Ligesom andre timian egner den sig godt til tørring.
Oregano/Vild merian
Origanum vulgare
Oregano også kaldet vild merian eller alm. merian er en flerårig krydderurt med lyserøde, lilla eller hvidlige blomster. Højde 30-50 cm. Vokser bedst i fuld sol/halvskygge i en let jord. Høj nektar-og pollenværdi for bier. Tiltrækker også mange sommerfugle.
Oregano har en kraftig, krydret smag og bruges især i pizza, kraftige supper og gryderetter. Den kan pga. den kraftige smag tilsættes under kogningen. Det er de u-udsprungne blomster og de øverste blade, der høstes. De bruges både friske og tørrede i maden. Kan også anvendes i te.
Purløg, kinesisk
Allium tuberosum
Den flerårige kinesiske purløg får lange, flade lysegrønne blade. Planten er rig på c-vitamin. Den trives på et solrigt sted i let jord, men har godt af at blive gødet, når planten er godt etableret. Den får store hvide blomsterstande, der også er spiselige og velsmagende. Også god til bier, sommerfugle og andre nytteinsekter. Den smager mildt af hvidløg og er god både frisk og i varme retter - modsat alm. purløg der mister smagen ved opvarmning.
Rosmarin
Rosmarinus officinalis
Rosmarin er en stedsegrøn, flerårig krydderurt og kan nå en højde på op til en meter. Den får blålilla blomster sidst på foråret. Plantes i en sandet og veldrænet jord i sol og læ. Skal opbevares i drivhus om vinteren eller opad en sydmur dækket med grene. Tåler ikke overvintring i meget fugtig jord. God at krydre lam, fjerkræ og vildt med. Trives godt i krukke.
Salvie, ananas
Salvia elegans
Særdeles velduftende, flerårig 60-80 cm høj krydderurt/busk der får røde, rørformede blomster sidst på sommeren. Bladene har en kraftig duft af ananas og er gode til fjerkræ, fisk, te, drinks, ost og potpourri. Blomsterne tiltrækker insekter og planten trives bedst i fuld sol og læ på en næringsrig og fugtig jord. Knib topskuddene i løbet af sommeren for at opnå en buskagtig form. Trives godt i krukke. Skal overvintres lyst og frostfrit.
Salvie ’Blue Angel’
Salvia patens
En rigtig flot prydsalvie, med meget smukke dybblå blomster. Bliver ca 60-70 cm cm høj. Flerårig, men tåler ikke frost. Har man en gang haft denne salvie er den en must i haven, nær terrassen eller i en krukke. Blomsterne er fine i enhver salat, dessert eller drinks. Knolden kan overvintre som geogineknolde. Salvia patens findes også i andre farver, hvid, lysblå og let rosa.
Salvie, læge (alm. salvie)
Salvia officinalis
Lægesalvie er en lille busk på 20-60 cm med oftest grålige blade. Blomsterfarven kan variere fra blå til lilla. Den er fuldt hårdfør, flerårig og stedsegrøn. Duften er kraftigt aromatisk og pebret. Planten indeholder meget nektar og er derfor bi-venlig. Næringsfattig, let kalkholdig, sandet og veldrænet jord. Solrigt og varmt. Anvendelse: God til suppe eller fede retter. Tag bladene op igen efter tilberedning. Blomsterne kan pynte i salaten eller dessert. God antioxidant. Anvend planten med måde pga. indholdet af det giftige stof thujon. Det frarådes gravide at anvende planten.
Salvie, solbær
Salvia microphylla
Salvie med små, ovale græsgrønne blade og røde blomster der har en dejlig duft af solbær. Det er en flerårig busk, ca. 80 cm høj og er nok den mest hårdføre af frugtsalvierne. Den kan klare en overvintring udendørs hvis den tildækkes. Overvintres dog bedst frostfrit, lyst og køligt. Bladene bruges til krydderi og er gode til te. Blomstrer i juni, juli og blomsterne bruges om pynt på desserter og kager. God som krukkeplante på et solrigt sted.
Teranke, sød - Jiaogulan
Gynostemma pentaphyllum
Jiaogulan er en kinesisk lægeurt som har et stort indhold af antioxidanter. Noget tyder på, at den har de samme virkninger som ginseng, men det er ikke færdigundersøgt. Planten er en frodig, hurtigtvoksende og flerårig, klatrende plante med slyngtråde. Den er i græskarfamilien. Den kan godt tåle lidt frost, hvis den vinterdækkes. De unge skud, der har en let anissmag kan anvendes i salater og i te. Kan også dyrkes som stueplante.
Timian alm./havetimian
Thymus vulgaris
Havetimian er den mest almindelige kryddertimian. Den er hjemmehørende i Sydeuropa og vokser vildt på varme steder med tør, mager kalkholdig jord. Det kan være et utroligt smukt syn, når den står blomstrende med fine læbeblomster i farver fra det hvidlige til næsten lilla. En kraftigt duftende plante, som insekterne virkelig får hentet en masse nektar fra. Den bliver 30–40 cm høj. Klarer sig fint i det danske klima, man skal bare sikre, at den ikke drukner om vinteren. Timian er en meget brugt og værdsat krydderurt. Desuden er det en flot prydplante som bunddække, til stenhaven og i krukker.
Timian, appelsin
Thymus fragrantissimus
Flerårig ca. 20 cm høj urt med kraftig vækstform, et smukt gråligt løv og med en dejlig appelsinduft. Ret hårdfør. Holder af fuld sol og en letsandet havejord med et godt dræn, da det er en steppeplante. God i te og salater.
Timian, citron
Thymus x citriodorus
Flerårig stedsegrøn krydderurt der bliver 15-30 cm høj. De forholdsvis store, grønne blade har en markant citronduft. Får mange tætsiddende rosa/lyserøde blomster i juni-aug. Trives i fuld sol og alm. veldrænet, let sandet jord.
Timian, rødblomstret/smalbladet timian
Thymus serpyllum
Flerårig, meget smuk timian med rødlilla blomster. Væksten er krybende og planten kan danne store sammenhængende flader. Anvendes ligesom alm. timian. God biblomst
Timian, sølv / hvidbroget citron timian, ‘Silver Queen’
Thymus x citriodorus
Sølv timian er en 20-30 cm høj plante med rosa/lilla blomster. Bladene er skinnende med sølvgrå aftegninger. Planten er middelhårdfør og bør vinterdækkes let. En nøjsom plante, som elsker sol og varme. Plant i let kalkholdig og sandet, veldrænet jord. Anvendelse: smager som almindelig timian og bruges som denne. God til lyst kød, grønsagsretter, Er en god antioxidant - dog giftig i store mængder
Vejbred, fliget
Plantago coronopus
Mange betragter vejbred som ukrudt, men den kan faktisk spises. Det er de friske, nye blade om foråret, der er bedst. Fliget vejbred er ikke bitter og den er dekorativ i salatskålen. Den er normalt etårig, men kan overvintre, hvis ikke frosten er for hård. Den kan fint overvintre i et drivhus.
Vintersar/Bjergsar
Satureja montana
Det er en nøjsom og vinterhårdfør staude/krydderurt med små hvide blomster og den har stedsegrønne blade. blade.. Bliver 30-40 cm høj. Trives i en veldrænet gerne sandet jord. God i et stenbed. Vintersar har en lidt skarp pebret smag og anvendes i fiskeretter, i supper og som krydderi i salami og rullepølse.. Den kan også bruges i salatdressinger, i syltede produkter og i kryddereddike. Fantastisk god plante til bier, svirrefluer og andre nyttige insekter.