Grøn Festival 2024

Den 21. september 2024 kl. 10-17 åbner Økologiens Have i Odder dørene til en inspirerende dag fyldt med viden, oplevelser og aktiviteter, der alle har fokus på at inspirere til en grønnere hverdag.  

Muliggjort gennem støtte fra DM BIO, Tuborgfondet og en mangfoldighed af grønne aktører, er Grøn Festival en fejring af naturen, biodiversiteten, økologien og de mange muligheder, der findes for at leve et mere bæredygtigt liv. 

Grøn Festival handler om håb og inspiration til handlemod. Vi tilbyder en rig variation af aktiviteter og oplevelser, gennem foredrag, workshops, markedsplads med formidlings- og salgsboder samt børne- og familievenlig leg og læring. Festivalen består af fem hovedelementer:  

Hovedteltet, Grøn Scene, støttet af DM BIO, er festivalens centrale knudepunkt. Her kan besøgende opleve en række engagerende foredrag og oplæg fra eksperter inden for bæredygtighed og miljø. Emnerne spænder bredt, fra aktuelle problematikker som greenwashing og forbrugskultur til praktiske emner som frøindsamling, biodiversitet og bæredygtigt byggeri. Dette telt er stedet, hvor man kan dykke ned i de store spørgsmål og få konkrete råd til at gøre hverdagen grønnere. 

Teltet 'Nye Stemmer,' støttet af Tuborgfondet, giver en platform til unge og spirende grønne aktivister, jordbrugere og kunstnere. Her er der fokus på nye ideer og friske perspektiver, og man kan opleve oplæg om alt fra regenerativt landbrug og kunstens rolle i naturforståelse til sjove naturquizzer. Teltet er et rum for innovation og nytænkning, hvor nye stemmer kan høres og inspirere. 

I workshopteltet er der fokus på praksis og håndværk. Her kan deltagerne få hands-on erfaring med forskellige bæredygtige teknikker og metoder. Fra DIY-projekter til praktiske tips om økologisk havebrug – workshopteltet er stedet, hvor man lærer ved at gøre. 

Markedspladsen er et andet centralt element i festivalen. Her kan du møde en lang række grønne aktører, som arbejder for en bæredygtig fremtid. Standene byder på alt fra lokale råvarer og håndværk til bæredygtige produkter og information om naturaktivisme og naturbeskyttelse. Markedspladsen er en levende arena, hvor du kan købe spændende produkter, få gode råd og møde ligesindede. 

I reparationsteltet kan du få hjælp til at reparere din cykel af kyndige cykeldrenge fra Aarhus eller få assistance fra frivillige i RepairCafé Odder til at stoppe hullet i dine yndlingsbukser eller måske skrue lidt på noget gammel mekanik.

Derudover er der en lang række sjove og lærerige aktiviteter. Børn og barnlige sjæle kan deltage i insektvæddeløb, prøve kræfter med flødebollekast, få en insekttatovering, lave mad over bål, hænge en drøm på ønsketræet og så meget mere. Der vil være rundvisninger i Økologiens Have med mulighed for at udforske haven, lære om økologisk dyrkning og nyde de mange naturelementer, haven byder på.  

Hele dagen kan der naturligvis også købes kaffe, kage og mad i vores café - og planter i vores planteskole.  

Grøn Festival – Inspiration til En Grønnere Hverdag er en dag fyldt med inspiration, viden og hygge. Uanset om du er nybegynder i den grønne verden eller allerede er godt på vej, vil du finde noget, der kan inspirere og motivere dig til at tage endnu et skridt mod en grønnere hverdag. 

Dette arrangement er en del af Frivilligmødet – Odder fejrer frivilligheden. Frivilligmødet har til formål at anerkende og vise den mangfoldighed af frivillighed, der findes i Odder Kommune. Se hele programmet for Frivilligmødet på odder.dk/frivilligmødet

BILLETPRIS

Voksne kr. 50,-                            Børn 3-14 år kr. 10

Medlemmer af DM og DM Bio har gratis adgang til arrangementet, hvis de er tilmeldte via deres login på DMs egen arrangementhjemmeside. Kvittering skal vises i entre.

BILLETTER KAN KØBES I WEBSHOP PÅ FORHÅND (via dette link) ELLER PÅ DAGEN VED INDGANGEN.