Fra hav og fælleshave til tallerken
Mød Saksild Blåmuslingelaug og Havhave
Lørdag 29. august
Hvordan dyrker man egentlig blåmuslinger i havet på en regenerativ måde - og hvad kan sådan en havhave bidrage med?
Det kan du blive klogere på, når Saksild Blåmuslingelaug og Havhave kommer til Grøn Festival - Den Magiske Mad.
Lauget er stiftet i 2025 og har blåmuslingeliner i havet ud for Saksild Strand. På dagen kan du komme tæt på havdyrkningen, se billeder og materialer, høre om dyrkning af blåmuslinger og tang - og selvfølgelig smage på muslingerne!
Der bliver bålmad og så kan børn og barnlige sjæle prøve kræfter med en lille ”kaste anker”-leg.
Saksild Blåmuslingelaug er en del af Havhøst, som samler maritime nyttehaver, foreninger, skoler, virksomheder og andre, der er nysgerrige på mad fra havet og bæredygtig udvikling. Havhøst arbejder for at bringe fødevareproduktionen tættere på mennesker og udvikle nye, regenerative måder at bruge havet på.
Saksild Blåmuslingelaug er samtidig en del af den bredspektrede lokale forening ‘Saksild - Aktivt liv ved strand, land og by’, hvor alle, der har lyst til at dyrke blåmuslinger og tang, kan være med.
Kom forbi til en snak d. 29. August, en smagsprøve og en fortælling om mad fra havet, fælleshaver og nye måder at dyrke vores fødevarer på.
Pris: Almindelig entré til haven.
Medlemmer af Økologiens Have og DM: Gratis entré.